Kone til politidræbt optog skudepisode: Han har ikke noget våben

Mindst ét kropskamera fangede skudepisoden, lyder det fra politichefen i North Carolina.

Drabet på Keith Lamont Scott har ført til voldsomme protester i Charlotte, North Carolina. (Foto: © Nicholas KAMM, Scanpix)

Da den 43-årige Keith Lamont Scott blev dræbt af betjente i byen Charlotte, North Carolina, optog hans kone, Rakeyia Scott, episoden med sin mobiltelefon.

Den videooptagelse har familiens advokater nu udleveret til avisen The New York Times. Optagelsen viser ikke selve drabet, men forløbet op til betjentenes skud og efterspillet umiddelbart efter.

I den to minutter og 12 sekunder lange video høres Rakeyia Scott forklare betjentene, at hendes mand ikke er bevæbnet.

- Skyd ham ikke. Skyd ham ikke. Han har ikke noget våben. Han har ikke noget våben. Skyd ham ikke, råber hun blandt andet til betjentene.

Betjentene lader sig tilsyneladende ikke berolige af Rakeyia Scotts forsøg. Heller ikke, da hun forklarer dem, at han har en hjerneskade.

Pludselig lyder der en række skud, hvorefter Rakeyia Scott siger følgende:

- Fuck. Skød I ham? Skød I ham? Skød I ham? Han har fandeme bare ikke at være død. Så meget ved jeg, siger hun blandt andet.

Politichefen i Charlotte, Kerr Putney, har afvist at frigive videoen af drabet på Keith Lamont Scott. (Foto: © Nicholas KAMM, Scanpix)

Mens Rakeyia Scott filmer hændelsen, ses betjentene forsøge at lægge Keith Lamont Scott i håndjern.

Politiet i Charlotte og familien til Keith Lamont Scott har vidt forskellige udlægninger af, hvad der førte til drabet tirsdag eftermiddag.

Familien har ifølge CNN forklaret, at Keith Lamont Scott sad i sin bil og læste en bog, mens han ventede på, at hans søn kom hjem fra skole. Politiet derimod har udtalt, at Keith Lamont Scott steg ud af sin bil med en pistol.

Drabet har ført til voldsomme demonstrationer i Charlotte, og demonstranterne har blandt andet krævet at få offentliggjort videoen af drabet, som blev optaget fra en af politibilerne.

Det har politichef Kerr Putney indtil videre afvist, selvom den efterladte familie har fået videoen at se.

Senest har Kerr Putney desuden udtalt, at mindst én betjents kropskamera også optog hændelsen.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1283632548353933