Det amerikanske forbundspoliti FBI's uventede hovedrolle i præsidentvalget i USA kan sammenlignes med en fodboldspiller, som ikke burde være på banen.
Spilleren burde ikke engang sidde på bænken, men derimod være placeret trygt og godt oppe på tilskuerpladserne - langt væk fra aktiviteterne på grønsværen.
Men alligevel er spilleren, til stor undren blandt analytikere i USA, endt med at kunne påvirke kampens udfald.
Gammel benådning
En ellers inaktiv FBI-konto på Twitter offentliggjorde i går detaljer om FBI’s gamle efterforskning af Bill Clintons benådning af en rigmand.
Sammen med FBI's genoplivning af sagen om Hillary Clintons private email-server i fredags har det placeret forbundspolitiet midt i den politiske storms øje.
Et sted i amerikansk politik, de under normale omstændigheder, slet ikke skal befinde sig.
Voldsom kritik
FBI bliver kritiseret hårdt fra mange sider, efter at de i går offentliggjorde dokumenter fra efterforskningen af Bill Clintons kontroversielle benådning, der skete på den sidste dag i Bill Clintons tid som præsident.
FBI-efterforskningen er foretaget fra 2001 til 2005, og undersøgte, om Bill Clinton havde benådet rigmanden Marc Rich for til gengæld at få doneret penge til Hillary Clintons kampagne til Senatet og til Clinton-parrets velgørende fond, The Clinton Foundation.
FBI valgte ikke at tiltale Bill Clinton.
Mange amerikanske medier sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor FBI offentliggør 15 år gamle dokumenter kun få dage før præsidentvalget.
Og demokraterne kritiserer FBI i hårde vendinger for at blande sig utidigt i valgkampen.
FBI bliver nu set som en politisk enhed, ikke en upartisk enhed, og det har store konsekvenser for FBI og resten af os, siger Matt Miller, der er tidligere talsmand for det amerikanske Justitsministerium og støtter Clinton, til Washington Post.
En politisk enhed
Flere medier skriver, at FBI er i oprør på de interne linjer - at der findes aktører inde i forbundspolitiet, som ønsker at sætte mere fokus på Clinton.
Det politiske website The Hill kalder FBI's rolle for "totalt kaos" og skriver, at FBI er i "krig med sig selv".
CNN mener, at FBI har gravet sig ned i et politisk hul, som forbundspolitiet ikke kan komme op af.
Washington Post skriver, at FBI nu er fanget midt i den stærkt polariserede præsidentvalgkamp.
Webmediet Vox fortæller, at FBI ikke er en entydig enhed, men derimod skal opfattes som en flerhovedet størrelse med interne magtspil, der udleves gennem læk til medierne. Mediet skriver, at FBI fuldstændig mangler selvdisciplin og kontrol her kun en lille uge før valget.
Godt for Trump
FBI's indblanding i valgkampen har været godt nyt for Donald Trump. Han er nemlig bagud i meningsmålingerne, og skal bruge en saltvandsindsprøjtning for at hale ind på Clinton.
Clintons genåbnede email sag og Bill Clintons kontroversielle benådning spiller godt sammen med det tema, som Trump har brugt imod Hillary Clinton: At hun er korrupt, lusket, og at Clinton-parret aldrig spiller efter reglerne – at de er hævet over loven, og hævet over alle de almindelige amerikanerne.
Og det er et tema, som mange amerikanere kan genkende. Og det har været et af Hillary Clintons største problemer igennem valgkampen.
Mange amerikanere opfatter simpelthen hende og manden Bill Clinton som uærlige og utroværdige.
FBI er nu en aktør
Nu venter USA igen på, at den stormomsuste FBI-direktør James Comey skal komme med endnu en udmelding.
Manden, der lukkede Hillary Clintons e-mail sag ned i sommers, men genåbnede den i fredags, er nu blevet en politisk aktør.
Comey står midt på banen, om han så vil det eller ej - og uanset om det vitterlig var en tilfældighed, at dokumenterne om Bill Clintons benådning kommer netop nu, sådan som FBI har sagt.