Uslukkelige svenske skovbrande kræver ”to ugers regn”

Sveriges brandmyndigheder håber på usandsynligt vejrskifte.

Adskillige svenskere er blevet evakueret fra deres hjem på grund af de historisk voldsomme skovbrande, som har ramt især det centrale Sverige.

Det svenske beredskab kæmper ifølge SOS Alarm imod mindst 83 brande, som slanger sig igennem det skovrige land.

Fire af dem er umulige at slukke i øjeblikket, vurderer Marcus Årskog, talsmand for Sveriges centrale beredskab MSB’s særlige organisation for skovbrande, ifølge Aftonbladet.

- Det ville kræve, at det regner i to uger, siger han.

Og der er ingen udsigt til, at vejrguderne sender det svenske beredskab en hjælpende hånd.

Vejrguderne rækker ikke en hjælpende hånd

Prognoserne viser fortsat flot sommervejr, og det er ekstremt sjældent med to-ugers regnskyl i Sverige på denne årstid, siger Erik Rindeskär, som er meteorolog ved Foreca:

- Så ville det være virkelig dårligt vejr. Det sker dårligt nok i november måned, konstaterer han til Aftonbladet.

- Det ser ud til, at varmen varer ved. Måske vil der falde 10 millimeter regn, men så er det også forbundet med risiko for lynnedslag, siger meteorologen.

Da de svenske myndigheder ikke har mulighed for at slukke brandene, koncentrerer de i stedet indsatsen om at begrænse spredningen og derved undgå, at brandene kan nærme sig byområder.

De værste skovbrande er nær Jämtland, Gävleborg, Dalarna og Örnsköldsvik.

Sverige har måtte bede om hjælp fra EU og Norge, og især brandslukningsfly og -helikoptere har været efterspurgt.