USA vil sende våben til kurdiske styrker i Syrien

De kurdiske YPG-styrker i Syrien får nu amerikansk hjælp til at generobre byen Raqqa, der er under IS-kontrol.

Tyrkiet anser YPG-styrkerne for at være en trussel for landets sikkerhed. (Foto: © Rodi Said, Scanpix)

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har godkendt leverancer af våben til de kurdiske YPG-styrker, der kæmper mod den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS) i Syrien.

Det bekræfter det amerikanske forsvarsministerium tirsdag.

Det er endnu uvist, hvilken type våben amerikanerne vil stille til rådighed, og hvornår de vil levere dem.

Det er ifølge forsvarsministeriet planen, at de skal bruges til at generobre byen Raqqa, der er under belejring af IS.

Trump-regeringen har længe været i tvivl om, hvorvidt man ville støtte kurderne i Syrien.

Tyrkiet, der er USA's alliancepartner i Nato, anser nemlig YPG-styrkerne for at være en trussel for landets sikkerhed.

De har derfor længe argumenteret for, at USA ikke skal støtte dem.

Beslutningen kommer derfor sandsynligvis til at møde kritik fra tyrkerne.

Derfor var Dana White, der er talskvinde for det amerikanske forsvarsministerium, også hurtigt ude med en garanti til tyrkerne om, at USA stadig har forståelse for tyrkernes bekymringer.

- Vi vil gerne forsikre det tyrkiske folk og landets regering om, at USA stadig vil arbejde på, at landet ikke udsættes for yderligere trusler mod sikkerheden, og beskytte vores allierede i Nato, siger hun.

/ritzau/Reuters