USA straffer Rusland for dels at stå bag et hackerangreb mod Det Demokratiske Parti under den amerikanske valgkamp tidligere på året og for angiveligt at have chikaneret amerikanske diplomater i den russiske hovedstad, Moskva.
Ifølge en meddelelse fra Det Hvide Hus bliver der i forbindelse med hackerangrebet, som man mener påvirkede valgresultatet i Donald Trumps favør, indført sanktioner for de to russiske efterretningstjenester FSB og GRU og en række russiske individer - herunder fire ansatte i GRU. Derudover bliver to russiske bygningsanlæg i New York og Maryland lukket ned.
Præsident Barack Obama siger ifølge Reuters, at tiltagene er "et nødvendigt og passende modsvar til deres forsøg på at skade amerikanske interesser".
Som et svar mod chikanen af amerikanske diplomater bliver 35 russiske diplomater udvist, og de skal forlade landet inden for de næste 72 timer.
Ifølge Obama har amerikanske diplomater i Moskva i det seneste år har været udsat for et "uacceptabelt niveau af chikane af den russiske sikkerhedstjene og politi".
Rapport om hackerangreb på vej
Præsidenten siger også, at en rapport, der handler om Ruslands "forsøg på at blande sig i vores valg" og om "ondsidede cyberaktiviteter", vil blive fremlagt for Kongressen.
Derudover vil FBI frigive hemmeligstemplede tekniske informationer om cyberangreb fra russiske efterretningstjenester, siger Obama. Informationerne skulle ifølge New York Times kæde hackerangrebene sammen med computersystemer, der bliver brugt af russiske efterretningstjenester.
Den overvældende række af tiltag mod russerne bliver af New york Times omtalt som det "stærkeste modsvar, USA nogensinde har givet i sager om statsorganiserede hackerangreb rettet mod USA".
Tiltagene kommer kort inden, Barack Obama skal overlade præsidentposten til Donald Trump den 20. januar næste år. Donald Trump har hele vejen igennem stillet spørgsmålstegn ved, om russerne stod bag angrebene og sagt, at det ligeså vel kunne være "en mand på 180 kilo, der har udført angrebene liggende på sin seng".
Inden Det Hvide Hus kom med deres officielle udmelding her til aften sagde Donald Trump til rygterne om sanktionerne mod russerne.
- Jeg tror, vi skal komme videre i livet. Jeg tror, at computere har gjort livet en del mere komplekst. Hele computertidsalderen har gjort, at ingen rigtig ved, hvad der sker.