USA trodser Rusland og vil reagere på formodet giftangreb

Amerikanerne vil beskytte det syriske folk med eller uden FN’s hjælp.

USA's FN-ambassadør, Nikki Haley, opfordrede FN's medlemslande til en hurtig reaktion på det formodede kemiske angreb. (AP Photo/Seth Wenig)

FN’s Sikkerhedsråd var i går hasteindkaldt efter et formodet kemisk angreb i den syriske by Douma, som ifølge oprørsstyrkerne har kostet mindst 40 mennesker livet natten til søndag.

På hastemødet forsøgte den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, at få opbakning til en hurtig reaktion.

- Historien vil registrere det her som det øjeblik, hvor Sikkerhedsrådet enten gjorde sin pligt eller demonstrerede sin fuldstændige mangel på beskyttelse af det syriske folk. Uanset hvad, vil USA reagere.

Den russiske FN-ambassadør, Vassilij Nebenzia, advarede amerikanerne mod at angribe den syriske regeringshær efter det kemiske angreb.

- Rusland har allerede gennem de relevante kanaler oplyst, at hvis USA bruger væbnet magt mod den legitimt valgte syriske regering i områder, hvor russiske soldater er indsat, kan det føre til alvorlige konsekvenser, understregede han.

Den advarsel havde hans amerikanske kollega dog ikke meget til overs for:

- Ruslands obstruktionspolitik vil ikke blive ved med at holde os som gidsler, når vi bliver konfronteret med et angreb som dette. USA er fast besluttet på at stille det monster, som har brugt kemiske våben mod det syriske folk, til regnskab, sagde Nikki Haley.

Den peruanske ambassadør, Gustavo Mesa-Cuadra, har udtalt, at der vil blive udarbejdet en resolution, som rådet skal stemme om på et møde senere i dag.