Den amerikanske forsvarsminister, Jim Mattis, vil ikke udelukke, at lørdagens formodede giftgasangreb i Syrien kan føre til et militært indgreb mod det syriske styre med præsident Bashar al-Assad i spidsen.
- På nuværende tidspunkt kan jeg ikke udelukke noget som helst, siger han til nyhedsbureauet Reuters.
Angrebet fandt sted lørdag i byen Douma, der er kontrolleret af oprørsgrupper.
Ifølge den syriske nødhjælpsgruppe Uossm har angrebet kostet mindst 60 personer livet og såret mere end 1.000 indbyggere, heriblandt både kvinder og børn.
Det er endnu uvist, hvem der stod bag angrebet.
Men Rusland, der er allieret med den syriske præsident, afviser, at det syriske styre stod bag angrebet og kalder informationerne for falske og "en provokation".
Men ifølge den amerikanske forsvarsminister er det uforståeligt, hvorfor der overhovedet bliver brugt kemiske våben i det borgerkrigshærgede land.
- Vi bliver først nødt til at finde ud af, hvorfor der fortsat bliver brugt kemiske våben, nu hvor Rusland ifølge aftalen skulle være garant for, at alle kemiske våben blev fjernet, siger han til Reuters og fortsætter:
- Når det er sket, skal vi arbejde sammen med vores allierede og vores partnere lige fra Nato til Qatar og andre steder. Vi skal tage hånd om det.
May: De ansvarlige skal stå til ansvar.
Efter angrebet tweetede den amerikanske præsident, Donald Trump, at de ansvarlige vil komme til at betale "en høj pris".
- Præsident Putin, Rusland og Iran er ansvarlige for at støtte udyret Assad. Der bliver en høj pris at betale, lød det.
Her til eftermiddag meddelte præsidenten ifølge Reuters, at der inden for de næste 24 til 48 timer blive taget stilling til, hvad der skal ske i forhold til angrebet.
Den britiske premierminister, Theresa May, har ligeledes fordømt det formoede giftgasangreb.
Men under et pressemøde i det danske statsministerium her til eftermiddag ønskede hun dog ikke at svare direkte på, om den britiske regering ønsker militære tiltag, hvis det viser sig, at Assad-regimet har brugt kemiske våben.
- Det er et skammeligt angreb, som ikke kun har ramt voksne, men også børn, sagde hun.
- Vi diskuterer med vores allierede, hvilke tiltag der skal tages. Hvis der er tale om kemiske angreb, så vil vi sikre os, at de ansvarlige skal stå til ansvar for det, siger Theresa May.