Det var et missilsystem tilhørende en russisk militærenhed stationeret i Kursk i Rusland, der i sommeren 2014 affyrede det missil, der dræbte 298 mennesker ombord på passagerflyet MH17.
Det oplyste den officielle hollandske undersøgelseskommission, der arbejder på at placere ansvaret for ulykken, på et pressemøde i går.
Undersøgelsen bekræfter og føjer detaljer til, hvad man har vidst helt fra starten. Sådan lyder reaktionen fra USA, som nu opfordrer Rusland til at samarbejde fuldt og helt med undersøgelsen.
- Det er tid til, at Rusland holder op med at lyve og redegør for sin rolle i nedskydningen, lyder det i en udtalelse fra det amerikanske udenrigsministerium.
Rusland har siden 2014 afvist samtlige anklager om, at landet har nogen form for ansvar i ulykken. I denne omgang lyder meldingen ifølge nyhedsbureauet Reuters, at man vil undersøge det hollandske bevismateriale.
Fra Rusland til Ukraine og hjem igen
Under pressemødet, som fandt sted i går, offentliggjorde kommissionen dokumentation for, at missilsystemet, der affyrede missilet, var blevet transporteret fra Kursk til det østlige Ukraine, hvor nedskydningen fandt sted.
Derefter blev missilsystemet kørt retur til Rusland.
Det kan dog endnu ikke bevises, hvem der har stod for selve affyringen af missilet, som dræbte samtlige passagerer og besætningsmedlemmer på flyet fra Malaysia Airlines.
Der kan komme yderligere beviser frem i dag klokken 11, hvor researchgruppen Bellingcat, som har efterforsket ulykken siden 2014, afholder et pressemøde.
Det er endnu uvist, hvad gruppen, som også tidligere har påvist, at missilsystemet tilhørte en russisk bataljon, vil fremlægge, men helt nye beviser vil se dagens lys, lyder det i invitationen.