USA's regering indfører sanktioner mod en række russiske oligarker, embedsmænd og selskaber med tætte forbindelser til præsident Vladimir Putin.
Det er nogle af de mest barske sanktioner fra amerikansk side for at straffe det russiske styres "ondsindede aktiviteter".
Blandt de handlinger, der henvises til, er russisk indblanding i det amerikanske valg i 2016.
Sanktionerne kommer efter pres fra den amerikanske kongres, der har efterlyst, at folk tæt på Putin straffes.
Tidligere samarbejde med Manafort
Blandt de oligarker, der rammes, er Oleg Deripaska. Han sidder på størstedelen af det russiske marked for aluminium.
Han indgår i efterforskningen af præsident Donald Trumps tidligere kampagnechef Paul Manafort. De to er tidligere samarbejdspartnere.
Deriapska er tidligere blevet ramt af amerikanske sanktioner, men de nye sanktioner er mere alvorlige denne gang, skriver AP.
Blandt de øvrige oligarker, der rammes af sanktioner, er Kirill Sjamalov, som det hævdes er svigersøn til Putin.
/ritzau/Reuters