Midt i diplomatisk krise: Rusland ønsker møde mellem Trump og Putin

USA’s præsident, Donald Trump, foreslog i en telefonsamtale i marts den russiske præsident at mødes.

Donald Trump og Vladimir Putin under G20 i Hamborg i 2017. Næste gang, de to mødes, kan det muligvis blive i Det Hvide Hus. (Foto: © Carlos Barria, Scanpix)

Trods den igangværende diplomatiske krise mellem Rusland og en lang række vestlige lande, heriblandt USA, håber Rusland på, at Donald Trump stadig ønsker at mødes med Vladimir Putin.

Det oplyser en talsmand for den russiske regering ifølge flere russiske nyhedsbureauer. Det skriver The Washington Post.

- Jeg håber ikke, at amerikanerne vil vil trække deres eget forslag om et topmøde tilbage, siger talsmanden Yury Ushakov.

Ifølge talsmanden foreslog USA's præsident Trump under en telefonsamtale med Ruslands præsident Putin den 20. marts, at de to mødes i Det Hvide Hus i USA’s hovedstad.

Talsmanden for Det Hvide Hus, Sarah Sanders, bekræfter ifølge AP, at Trump under telefonsamtalen, i forlængelse af at have lykønsket Putin med sejren ved det russiske valg, inviterede Putin til Washington. Hun forholder sig ikke til den russiske udmelding.

Midt i en diplomatisk krise

De seneste uger er forholdet mellem de to lande dog blevet forværret i takt med, at den diplomatiske krise i kølvandet på giftangrebet på en russisk eksspion og hans datter i Storbritannien den 4. marts har udviklet sig.

Senest har Rusland udvist 60 amerikanske diplomater og lukket det amerikanske konsulat i Skt. Petersborg som modsvar på, at USA i begyndelsen af sidste uge udviste et tilsvarende antal russiske diplomater og lukkede det russiske konsulat i Seattle.

Derfor er det sværere at komme nærmere rammerne for et møde, erkender talsmanden for den russiske regering Yury Ushakov ifølge nyhedsbureauet Interfax, skriver The Washington Post.

- Men håbet er, at det alligevel bliver muligt at diskutere denne sag. Det er en nødvendighed for begge lande og for hele det internationale samfund.

De to præsidenter har tidligere mødtes to gange, senest under G20-topmødet i Hamborg i juli sidste år.