USA om Nordkorea: Vi holder alle muligheder åbne

FN's Sikkerhedsråd diskuterer Nordkorea, og USA retter en skarp kritik mod den nordkoreanske leder.

USA's FN-ambassadør, Nikki Haley vil ikke være med til at stoppe fælles militærøvelser med Sydkorea. (Foto: © Shannon Stapleton, Scanpix)

USA erklærer i FN's Sikkerhedsråd, at det holder alle muligheder åbne i håndteringen af situationen med Nordkorea, der i mandags affyrede fire missiler ud over havet mellem Nordkorea og Japan.

FN's Sikkerhedsråd har den spændte situation på den koreanske halvø på dagsordenen, og amerikanerne har ikke meget tillid til det lukkede styre i Nordkorea.

- Vi har ikke at gøre med en rationel person, siger Nikki Haley, USA's FN-ambassadør, om den nordkoreanske leder, Kim Jong un.

Kina, der som USA er permanent medlem af Sikkerhedsrådet, har talt om en "gensidig suspension". Nordkorea skal lade være med at affyre missiler, mens USA og Sydkorea stopper med fælles militærøvelser.

Men det vil USA ikke være med til.

Haley tilføjer, at USA's præsident, Donald Trumps, administration genovervejer, hvordan det skal håndtere Nordkorea.

Nordkorea affyrede de fire missiler mod havet ud for Japans kyst som en reaktion på den årlige militærøvelse mellem USA og Sydkorea.

I det seneste år har Nordkorea affyret en stribe missiler og også gennemført to af styrets hidtil fem atomprøvesprængninger i strid med FN's resolutioner.

/ritzau/