I et forsøg på at undgå, at russiske og amerikanske kampfly brager sammen i luften over Syrien, mødes repræsentanter fra Rusland og USA til nye drøftelser.
Det amerikanske forsvarsministerium oplyser, at sikkerheden for de to separate bombekampagners piloter står på dagsordenen på et møde, der allerede kan blive holdt denne weekend.
Ruslands entré i Syriens luftrum med bombefly i sidste uge har skabt udfordringer for den internationale koalition, der med USA i spidsen bomber Islamisk Stat i Irak og Syrien.
Mindst én gang har et amerikansk kampfly været nødt til at ændre sin kurs i luften for at undgå en kollision.
USA er modstander af Ruslands rivaliserende luftangreb, der støtter det syriske regime under præsident Bashar al-Assad, og har afvist at samarbejde med russerne.
Dog er amerikanerne parat til at indgå aftaler om sikkerheden, lyder det fra Pentagon.
Tidligere har USA fremlagt et forslag om militære procedurer, som skal forhindre fly i at støde sammen. Det skete på en videokonference med Rusland i sidste uge.
/ritzau/Reuters