Rusland optrapper bombardementer i Syrien

Russiske fly har angiveligt dræbt omkring 300 militante i Syrien.

Ruslands forsvarsministerium har selv frigivet dette foto fra deres luftangreb over Syrien. (Foto: © ho, Scanpix)

Det russiske luftvåben har i løbet af det seneste døgn ramt 60 "terrormål" i Syrien og dræbt omkring 300 militante fra Islamisk Stat og andre grupper.

Det oplyser Ruslands forsvarsministerium ifølge flere russiske nyhedsbureauer.

Det tyder på en optrapning af den hidtidige indsats i Syrien, hvor russiske fly har foretaget luftangreb flere steder i det krigshærgede land.

Blandt andet er to ledere fra Islamisk Stat dræbt under et angreb, oplyser den russiske generalstab til Tass.

Ifølge forsvarsministeriet har russiske kampfly ligeledes ødelagt en af Islamisk Stats baser og et træningscenter, der benyttes af de militante i Idlib-provinsen, skriver Tass.

Det er ikke umiddelbart muligt at få bekræftet de russiske oplysninger fra anden side.

Samtidig oplyser den amerikanskledede koalition, at den har gennemført 17 luftangreb mod Islamisk Stat i Syrien og Irak i løbet af torsdag, skriver Reuters.

To af angrebene var rettet mod byerne Raqqa og Mara i Syrien, og 15 andre angreb blev gennemført mod Islamisk Stat i otte byer i de dele af Irak, hvor gruppen har kontrollen.

/ritzau/