Spændingerne på Koreahalvøen har nået "et temmelig farligt niveau", siger USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, da han lørdag lover, at USA vil arbejde sammen med Kina om at få løst problemerne omkring styret i Pyongyang.
- Jeg tror, at vi har en fælles opfattelse og en fælles fornemmelse af, at spændingerne på halvøerne er ret så stærke nu, og at hele situationen er farlig, siger Tillerson.
Han har lørdag holdt møde med sin kinesiske modpart, Wang Yi, i Beijing.
- Vi vil arbejde sammen for at undersøge, hvorvidt det er muligt at få Nordkorea til at slå ind på en anden kurs og bevæge sig væk fra udviklingen af atomvåben, siger den amerikanske udenrigsminister.
Wang Yi siger efter mødet, at Kina opfordrer USA til at udvise tålmodighed og holde hovedet koldt i relationerne til Nordkorea.
- Vi står ved en korsvej. Men situationen må ikke få lov til at eskalere til en konflikt, siger den kinesiske udenrigsminister ifølge britiske BBC.
USA har i FN's Sikkerhedsråd erklæret, at det holder alle muligheder åbne i håndteringen af situationen med Nordkorea. Landet affyrede i mandags fire missiler ud over havet mellem Nordkorea og Japan.
USA's præsident, Donald Trump, sagde i sidste uge, at "Kina har gjort meget lidt for at hjælpe" med Nordkorea.
Kina, der som USA er permanent medlem af Sikkerhedsrådet, har talt om en "gensidig suspension", så Nordkorea skal lade være med at affyre missiler, mens USA og Sydkorea stopper med fælles militærøvelser.
Men det vil USA ikke være med til.
/ritzau/Reuters