USA-korrespondent: Derfor skaber hemmeligt notat så meget ballade i Washington

Det er ikke ofte, at man ser USA's præsident handle imod anbefalinger fra FBI og Justitsministeriet.

USA's præsident, Donald Trump, vil ifølge flere amerikanske medier have omstridt efterretningsnotat offentliggjort.

Har ledende skikkelser i FBI og det amerikanske justitsministerium et horn i siden på USA’s præsident, Donald Trump?

Og har det i givet fald smittet af på den undersøgelse, der lige nu er i gang af Trump-lejrens mulige samarbejde med den russiske regering under valgkampen i 2016?

Det er nogle af de spørgsmål, der lige nu optager USA, efter at den republikanske præsident ifølge en række anonyme kilder har meddelt, at han agter at offentliggøre et stærkt omstridt og hemmeligt efterretningsnotat.

Også selvom både FBI og Justitsministeriet har advaret kraftigt mod at gøre det.

- Det her slagsmål tager store overskrifter i USA, og det er en politisk bombe i Washington, hvor demokrater og republikanere nærmest hænger i struben på hinanden, forklarer DR’s USA-korrespondent, Lillian Gjerulf Kretz, og fortsætter:

- Det er ikke ofte, at man ser USA's præsident handle direkte imod anbefalinger fra både FBI og Justitsministeriet. Og det er ligeså sjældent, man ser FBI gå ud og advare, som man har gjort det her. Endda efter man har forsøgt at tale præsidenten fra det.

Politisk motiveret heksejagt

Det er endnu uvist, hvad der helt specifikt står i det fire sider lange efterretningsnotat, som er blevet udarbejdet af republikaneren Devin Nunes, der er formand for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus.

Men ifølge en række amerikanske medier beskriver det, hvordan FBI skulle have brugt et overvågningsprogram til uretmæssigt at holde øje med Carter Page, der var medlem af Donald Trumps valgkampagne.

Ifølge Washington Post brugte FBI blandt andet en efterforskningsrapport, som Det Demokratiske Parti og Hillary Clinton havde betalt for, som grundlag for at få lov til at overvåge Trump-medarbejderen.

Det er republikanske Devin Nunes, der sammen med sine rådgivere har skrevet notatet. (Foto: © ALEX WONG, Scanpix)

- Hvis Donald Trump giver grønt lys til at offentliggøre det - hvad meget tyder på, at han gør - vil han nok sige, at notatet er et klart tegn på, at Rusland-undersøgelsen er en politisk motiveret heksejagt, og at ledende figurer i FBI har været imod ham. At undersøgelsen er en hævnakt, fordi han vandt over den demokratiske Hillary Clinton, siger Lillian Gjerulf Kretz.

Ifølge FBI og Justitsministeriet giver notatet dog et forvrænget billede af Rusland-undersøgelsen, som den uafhængige advokat Robert Mueller står i spidsen for.

Her er man ved at granske, om Trump-lejren samarbejde med Rusland under valgkampen. Samtlige USA's efterretningstjenester skrev i en rapport i januar sidste år, at Rusland forsøgte at påvirke valget, så Trump ville vinde og demokraten Hillary Clinton tabe præsidentvalget.

FBI understreger derudover, at oplysningerne i notatet er taget helt ud af kontekst.

- Vi har dyb bekymring over væsentlige udeladelser af fakta, der fundamentalt har indflydelse på notatets nøjagtighed, skrev FBI-chefen, Christopher Wray, onsdag i en erklæring.

Christopher Wray overtog posten som FBI-direktør, efter at Donald Trump havde fyret hans forgænger, James Comey. (Foto: © WIN MCNAMEE, Scanpix)

Man frygter samtidig, at oplysningerne i notatet kan forpurre den igangværende undersøgelse og true kilders identitet, hvis det bliver offentliggjort.

- FBI vil også stå i den situation, at hvis man skal modbevise notatet, så skal man bruge fortrolige oplysninger, hvilket man derfor ikke kan, forklarer Lillian Gjerulf Kretz.

Demokrater frygter for undersøgelse

Sagen har ikke overraskende vakt opsigt i Washington D.C., hvor Demokraterne også advarer imod, at notatet bliver offentliggjort.

De frygter ikke mindst, at det kan ramme Robert Muellers undersøgelse. Donald Trump har ikke lagt skjul på, at han ikke har stor tiltro til undersøgelsen, som han mener, er en heksejagt.

Og her spiller den amerikanske vicejustitsminister, Rod Rosenstein, en central rolle, forklarer Lillian Gjerulf Kretz.

Vicejustitsminister Rod Rosenstein er blevet en central person i den igangværende Rusland-undersøgelse. (Foto: © MARK WILSON, Scanpix)

Det var egentlig justitsminister Jeff Sessions, som til at begynde med havde ansvaret for undersøgelsen. Men han måtte erklære sig inhabil, da det kom frem, at han under valgkampen havde holdt møder med den russiske ambassadør i USA.

Derfor fik Rod Rosenstein ansvaret for undersøgelsen, og det er nu ham, der kan bestemme, hvad Robert Mueller må og ikke må. Og det er også ham, der i givet fald kan fyre advokaten.

- Selvom præsidenten selv udnævnte Rod Rosenstein, har han været skeptisk over for ham. Ifølge kilder mener præsidenten ikke, at han er loyal, siger DR’s USA-korrespondent og fortsætter:

- Så hvis Rosenstein bliver hængt ud i det her notat, så frygter Demokraterne, at det vil give Trump anledning til at fyre ham og erstatte ham med en, der er mere lydhør. En, som måske endda er villig til at fyre Robert Mueller.

Rod Rosenstein har selv opfordret Donald Trump til at lade notatet forblive fortroligt.

Splid blandt amerikanerne

Sagen tog en ny drejning torsdag, hvor Chuck Schumer, der er leder af Det Demokratiske Parti i det amerikanske senat, opfordrede til, at Devin Nunes fra efterretningsudvalget bliver fjernet fra sin formandspost med det samme.

- Demokraterne mener, at Devin Nunes, som er en af Donald Trumps vigtigste allierede i Kongressen, forsøger at beskytte præsidenten. Og at han gør det ved indirekte at miskreditere Robert Muellers efterforskning, forklarer Lillian Gjerulf Kretz.

Den republikanske Paul Ryan, der er formand for Repræsentanternes Hus, har dog sagt, at han har fuld tillid til Devin Nunes, og derfor ser striden om det hemmelige notat ud til at fortsætte.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5a742b7ea11f9f1938f7a5df

Sagen har dog også skabt splid blandt amerikanerne, fortæller Lillian Gjerulf Kretz. Og de er i forvejen dybt splittede, når det kommer til Donald Trump.

- Blandt størstedelen af de mellem 35-40 procent der støtter præsidenten, vil man dele præsidentens opfattelse. Hos den andel del vil det forstærke et billede af en præsident, som de mener er ved at ødelægge alt det, som USA blev bygget på, for egen vindings skyld, siger hun og fortsætter:

- Men en del vil også spørge, om de politikere, de sendte til Kongressen, fuldstændig har glemt, at de er valgt til at varetage hele USA’s interesser.

Den tidligere FBI-direktør James Comey, som Donald Trump valgte at fyre sidste år, har også blandt sig i sagen. For få timer siden skrev han på Twitter, at "alle bør værdsætte, at FBI kommer på banen".

James Comey var direktør for FBI, indtil han blev fyret af Donald Trump. Ifølge præsidenten var han ikke i stand til at lede FBI. (Foto: © JONATHAN ERNST, Scanpix)

Han skriver, at den amerikanske historie viser, at løgnhalse altid bliver fældet, "så længe gode mennesker holder sammen".

- Der er ikke mange skoler eller gader, der er blevet opkaldt efter Joe McCarthy, siger han med henvisning til den tidligere republikanske politiker, der førte en hård og kritiseret kamp mod kommunister.