Præsident Donald Trump har tænkt sig at godkende offentliggørelsen af et stærkt omstridt efterretningsnotat, meddeler anonyme kilder fra Det Hvide Hus ifølge flere amerikanske medier.
Trump mener, at notatet kan ødelægge tilliden til hele den undersøgelse, som tidligere FBI-chef Robert Mueller står i spidsen for.
Notatet beskriver angiveligt, hvordan FBI og justitsministeriet skulle have udnyttet et overvågningsprogram til uretmæssigt at overvåge et medlem af Donald Trumps valgkampagne.
Notatet førte torsdag til et politisk opgør i Kongressen, da lederen af Det Demokratiske Parti i det amerikanske senat, Chuck Schumer, opfordrede til, at republikaneren Devin Nunes fjernes fra sin post som formand for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus.
Forsøger at undergrave undersøgelserne
Begrundelsen er, at han ifølge kritikere forsøger at undergrave undersøgelserne af en mulig forbindelse mellem Rusland og Trumps valgkampagne
Schumer kræver i et brev sendt til formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, at Devin Nunes "øjeblikkeligt fjernes".
I brevet rejses samtidig spørgsmål om, hvorfor Repræsentanternes Hus ikke har reageret troværdigt på den russiske indblanding i valgkampen og er begyndt at forebygge fremtidige russiske cyberangreb.
Den demokratiske leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, kræver også, at Nunes fjernes.
Efterretningsudvalget har ved en afstemning vedtaget at offentliggøre det hemmelige notat, som er skrevet af udvalgets republikanere. I notatet påstås det, at FBI og justitsministeriet er imod Trump.
Notatet er på fire sider, og FBI oplyser, at man kun har haft "begrænset" tid til at gennemgå det. Alligevel er konklusionen ret klar.
Demokratiske politikere siger imidlertid torsdag, at der er ændret vigtige passager i notatet.
Tegner et forkert billlede
FBI-chef Christopher Wray har advaret Det Hvide Hus om at offentliggøre notatet, fordi det "tegner et forkert billede".
Trump blev i kølvandet af sin såkaldte State of the Union-tale tirsdag hørt sige, at han var "100 procent" sikker på, at notatet skulle lægges frem.
Det amerikanske medie CNN rapporterer, at Wray måske vil træde tilbage, hvis Donald Trump som forventet godkender offentliggørelsen af notatet.
Helt usædvanligt valgte Christopher Wray allerede onsdag at udtrykke bekymring over notatet i en offentlig erklæring.
- Vi har dyb bekymring om væsentlige udeladelser af fakta, der fundamentalt har indflydelse på notatets nøjagtighed, skrev FBI i en erklæring onsdag.
Christopher Wray blev godkendt som FBI's nye chef af Senatet i august. Det var tre måneder, efter at hans forgænger, James Comey, blev fyret midt under en stor FBI-undersøgelse af, hvorvidt Trump-kampagnen samarbejdede med russiske agenter under valget.
/ritzau/