USA-korrespondent: Biden var i topform i nat

Joe Biden leverede en energisk, angrebslysten tale, men får nogle steder kritik for at være for ensidig.

Der var ikke meget forsonende over talen, som indeholdt en lang række angreb på Donald Trump, Højesteret og politikere i Kongressen. (Foto: © Roberto Schmidt, Ritzau Scanpix)

Joe Biden havde taget boksehandskerne på, da han i nat holdt sin State of the Union-tale i den amerikanske kongres.

Sådan lyder den umiddelbare reaktion på talen fra DR's USA-korrespondent Philip Khokhar, der overværede talen fra presselogen i Kongressen.

- Det var en blanding af en boksekamp og en søndagsgudstjeneste i en gospel-kirke i Sydstaterne. Det her var en Joe Biden i topform, som holdt en valgkampstale, siger Philip Khokhar.

Angreb på angreb på angreb

Det var en Biden, der i den grad var i offensiven. Og det var ikke en smuk, generøs tale, der kommer til at forene amerikanerne, men derimod et "full blown" venstreorienteret angreb, siger Philip Khokhar:

- Det var ikke som nogle taler med Barack Obama, hvor man kom op på den helt store klinge. Det var angreb på angreb på angreb. Biden skældte Kongressen ud for ikke at have vedtaget en hjælpepakke, han skældte højesteretsdommerne ud for at have ophævet retten til abort for snart to år siden, og sådan fortsatte han igen og igen.

Joe Biden under sin tale. (Foto: © Shawn Thew, Ritzau Scanpix)

Også den tidligere præsident Donald Trump blev voldsomt kritiseret i talen - uden, at Biden nævnte hans navn én eneste gang. Han kaldte ham derimod for "min forgænger" eller "den tidligere præsident".

Biden havde også overskud til at improvisere undervejs og selv joke med sin høje alder.

- Der var nogle små talefejl en gang imellem, men det er helt tydeligt, at Biden – for en kort stund i hvert fald – fejede diskussionen om sin høje alder til side, siger Philip Khokhar.

'Energisk' og 'ensidig'

Amerikanske medier som det politiske medie The Hill, CNN og avisen Wall Street Journal beskriver Bidens tale som 'ilter', 'fokuseret' og 'energisk'.

Men blandt andre Wall Street Journal kritiserer også talen for at være en "ensidig peptalk til Demokraterne", der delte mere end den forenede.

Og selvom langt de fleste demokrater var begejstrede for Bidens tale, så er Republikanerne - ikke overraskende - knap så glade.

Donald Trump, der ser ud til igen at skulle kæmpe mod Biden ved et præsidentvalg, har kommenteret Bidens tale på sit eget sociale medie, Truth Social.

- Biden lyver som en gal for at slippe for ansvaret for de uhyrlige ødelæggelser, han og hans parti har skabt. De fortsætter med den selvsamme politik, der er skyld i rædslerne, lyder det fra Trump.

Præsidentvalget 2024 ligner en gentagelse af valget i 2020. (Foto: © JIM WATSON, KAMIL KRZACZYNSKI, Ritzau Scanpix)

Katie Britt, der er republikansk senator i Alabama, stod for at give Republikanernes officielle reaktion på talen.

Hun opfordrede amerikanerne til at spørge sig selv, om de havde det bedre nu end for tre år siden. Og hun satte et stort spørgsmålstegn ved Bidens evne til at lede landet:

- Vores øverstbefalende er ikke i kontrol. Den frie verden fortjener bedre end en senil og forklejnet leder. USA fortjener ledere, der anerkender, at sikre grænser, stabile priser, sikre gader og et stærkt forsvar faktisk er hjørnestenene i en storslået nation, sagde hun.