USA-korrespondent: Assange-anholdelse er klart signal om, at man aldrig undslipper

Anklagerne i dag er muligvis kun det første skridt i USA's opgør med Assange og Wikileaks.

Julian Assange har været i politisk asyl på Ecuadors ambassade i London i næsten syv år. (Foto: © Facundo Arrizabalaga, Scanpix)

Julian Assange, grundlæggeren af whistleblower-organisationen Wikileaks, blev i dag anholdt i London – blandt andet fordi de amerikanske myndigheder vil have ham udleveret.

Han er anklaget for i 2010 at have hjulpet en anden whistleblower, Chelsea Manning, med at hacke sig ind i strengt fortrolige computere, ejet af den amerikanske regering.

Whistlebloweren Chelsea Manning blev i 2013 idømt 35 års fængsel for at lække fortrolige dokumenter til Wikileaks. (Foto: © SUZANNE CORDEIRO, Scanpix)

Derfor har de amerikanske myndigheder i mange år ønsket at få ham anholdt.

Det fortæller USA-korrespondent Lillian Gjerulf Kretz.

- Assange har længe været en torn i øjet på USA. De amerikanske myndigheder vil sende et klart signal om, at du aldrig undslipper, hvis du sætter dig op imod den amerikanske stat, siger hun.

Det er endnu ikke afgjort, om Assange skal udleveres til USA.

Offentliggørelse i 2010 splittede USA

I 2010 offentliggjorde Wikileaks tusindevis af fortrolige dokumenter om den amerikanske hærs operationer i Irak og Afghanistan.

En offentliggørelse, der dengang splittede amerikanerne.

- Nogle så dengang Julian Assange som en mand, der arbejdede i sandhedens tjeneste. Andre betragtede ham som en trussel mod USA og amerikanske soldaters sikkerhed og interesser, fortæller Lillian Gjerulf Kretz.

De amerikanske myndigheder siger, at Assange maksimalt står til fem års fængsel.

- Muligvis kun første skridt

Wikileaks har desuden spillet en rolle i specialanklager Robert Muellers undersøgelse af Ruslands forbindelser til præsident Donald Trump.

Specialanklager Robert Mueller afleverede sin rapport den 22. marts. (Foto: © Aaron Bernstein, Scanpix)

Organisationen er mistænkt for at have samarbejdet med Rusland om en række stjålne e-mails, der blev hacket fra Demokraterne, og som skadede Hillary Clinton under valgkampen.

Netop de undersøgelser er noget, som ifølge Lillian Gjerulf Kretz, kan få betydning for både Julian Assange og Donald Trump.

- Det kan føre til gnidninger mellem præsident Trump og dele af administrationen, for Trump roste Assange under valgkampen, siger hun.

- Vi kender ikke omfanget af Wikileaks og Ruslands samarbejde endnu. Men det her er nok kun første skridt i USA's opgør med Assange og Wikileaks.