USA: Iran 'leger med ilden' med brud på atomaftale

Irans lagre af beriget uran er nu større, end man forpligtede sig til i 2015.

Iran råder nu over mere end 300 kilo lavtberiget uran i strid med den internationale atomaftale fra 2015.

Det meddelte Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, i går, og oplysningen blev senere bekræftet af Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA.

Iran mener, at de europæiske lande i atomaftalen har undladt at overholde deres forpligtelser i aftalen, og at iranerne dermed er i deres gode ret til at overtræde grænsen for beriget uran.

Allerede i maj begyndte Iran at øge produktionen af lavtberiget uran, der kan bruges i atomkraftværker, men som også kan viderebehandles til atomvåben. Iranerne har hele tiden afvist, at landet har et atomvåbenprogram.

USA's sanktioner forhindrer fremgang

Atomaftalen fra 2015 blev fejret som et historisk gennembrud, men processen har bevæget sig baglæns, siden USA for lidt over et et år siden trak sig ud af aftalen og genindførte sanktioner mod Iran.

De amerikanske sanktioner straffer også virksomheder i andre lande, som handler med Iran. Det har betydet, at den økonomiske fremgang, som iranerne havde forventet af atomaftalen, er udeblevet.

De europæiske aktører i atomaftalen - blandt andet EU - har lovet Iran, at man ville skabe en særlig kanal, så man kunne handle med Iran uden om de amerikanske sanktioner. Men Iran mener ikke, at løftet er blevet overholdt.

"Endnu større fare"

Selvom USA ikke længere er med i atomaftalen, har amerikanerne reageret skarpt på nyheden om, at Iran har brudt aftalen.

Præsident Donald Trump siger, at Iran "leger med ilden", mens udenrigsminister Mike Pompeo vil have det internationale samfund til at kræve, at iranerne fuldstændig stopper med at berige uran.

- Det iranske regime, bevæbnet med atomvåben, vil udgøre en endnu større fare for regionen og verden, udtaler Pompeo.

USA var sidste måned få minutter fra at indlede et luftangreb mod Iran, efter iranerne havde skudt en amerikansk overvågningsdrone ned over Omanbugten.

I en udtalelse fra Det Hvide Hus kunne man i går læse, at "der er ringe tvivl om", at selv før atomaftalen blev til virkelighed, "brød Iran dens betingelser."

USA forklarer ikke, hvordan Iran kunne bryde en aftale, der endnu ikke fandtes, hvilket udenrigsminister Mohammad Javad Zarif tydeligvis har svært ved at tage alvorligt. "Seriøst?", skriver han om udtalelsen fra Det Hvide Hus på Twitter.

"Dybt bekymrende"

Indtil videre har de europæiske reaktioner på Irans brud på atomaftalen været afmålte.

Den britiske udenrigsminister Jeremy Hunt kalder dog udviklingen for "dybt bekymrende", skriver nyhedsbureauet AP.

En talskvinde for EU's udenrigschef Federica Mogherini siger, at EU "fortsat er fuldt forpligtet på aftalen" og opfordrer Iran til at omgøre sin beslutning, så atomaftalen ikke bliver undermineret.

Atomaftalen med Iran

  • Atomaftalen med Iran blev indgået i sommeren 2015 med USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig, samt EU og Tyskland.

  • Formålet med aftalen var at forlænge den tid, det ville tage Iran at udvikle en atombombe. På daværende tidspunkt var landet blot to til tre måneder fra at have et fuldt udviklet atomvåben.

  • Følger Iran atom-aftalen i 10 år, vil det ifølge forskere tage dem 12 måneder at bygge en atombombe.

  • Aftalen betød, at Iran skulle afvikle sit atomprogram i bytte for, at omverdenen løftede de omfattende sanktioner, der var mod landet.

  • Som følge af aftalen skulle Iran blandt andet reducere antallet af aktive centrifuger, der kan berige uran, fra 19.000 til 6.104.

  • Iran skulle også reducere sine lagre af beriget uran fra 10.000 kilo til 300 kilo.

  • Iran forpligtede sig samtidig til at lade FN foretage inspektioner af de iranske atomanlæg, herunder også militære atomanlæg, med 24 dages varsel.

  • Et anlæg blev som følge af aftalen omlagt til et forskningscenter.

  • Aftalen lagde også restriktioner på salg af atomteknologi med fredelige formål til Iran frem mod 2025, ligesom også våbenembargoen mod Iran skulle opretholdes i fem år frem.