Det amerikanske udenrigsministerium siger, at der ikke er grund til at tro, at rapporterne om en våbenhvile i den syriske by Aleppo ikke skulle være sande.
Men ligesom FN afventer man her en endelig bekræftelse af den aftale, som angiveligt skulle være indgået mellem oprørere og den syriske hær.
- Hvis det er sandt, at man har lavet en våbenhvile, som stopper bombardementerne og volden og tillader, at folk kan forlade Aleppo i sikkerhed, så byder vi det selvfølgelig velkomment, siger John Kirby ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Han understreger samtidig, at en våbenhvileaftale for Aleppo ikke betyder, at blodbadet i Syrien stopper, og opfordrer krigens partnere til forhandlinger, der kan sætte en endelig stopper for krigen i Syrien.
Stilhed efter bomberegn
Ifølge Reuters-reporteren Laila Bassam, der befinder sig i det østlige Aleppo, har der ikke været bombardementer eller kampe på jorden de seneste timer. Og det bekræfter kilder i Aleppo, som DR's mellemøstkorrespondent Michael S. Lund har været i kontakt med.
- Ifølge de kilder, jeg har været i kontakt med i det østlige Aleppo, er en våbenhvile trådt i kraft. De siger, at der ikke falder bomber i øjeblikket, siger Michael S. Lund, der lige nu befinder sig i den tyrkiske by Gaziantep på grænsen til Syrien.
- Det kommer efter nogle forfærdelige døgn, hvor bomberne er regnet ned over det østlige Aleppo, tilføjer han.
Det var Ruslands FN-ambassadør, Vitaly Churkin, der tidligere på et hastemøde i FN's Sikkerhedsråd, fortalte, at en våbenhvile mellem oprørerne og den syriske hær var blevet indgået. Og den samme melding har lydt fra forskellige oprørsgrupper.
Det skulle angiveligt være Tyrkiet og Rusland, der har fået aftalen i stand.
- Aftalen går ud på, at folk skal evakueres fra det lille område, oprørene stadig kontrollerer, og så skal oprørerne lægge deres tunge våben, hvorefter de vil blive kørt væk til andre oprørskontrollerede områder vest for Aleppo, siger Michael S. Lund, der samtidig fortæller, at man endnu ikke ved, hvornår evakueringen skal begynde.
- Russerne siger, at det vil være inden for få timer, mens andre har talt om i morgen tidlig.