Ruslands FN-ambassadør: Militære operationer i Aleppo er stoppet

FN afventer en endelig bekræftelse af aftale mellem oprørere og den syriske hær.

Det er endnu uklart, hvad aftalen præcist indeholder. Ifølge meldinger fra forskellige syriske oprørsgrupper skulle de angiveligt have fået tilladelse til at forlade Aleppo. (Foto: © George Ourfalian, Scanpix)

En aftale om at stoppe kampene i den syriske by Aleppo er angiveligt på plads.

På et hastemøde i FN's Sikkerhedsråd om situationen i Aleppo siger Ruslands FN-ambassadør Vitaly Churkin, at alle militære operationer er stoppet.

Det er dog endnu uklart, hvad aftalen præcist indeholder. Ifølge meldinger fra forskellige syriske oprørsgrupper skulle de angiveligt have fået tilladelse til at forlade byen.

Ifølge FN's særlige udsending for Syrien, Staffan de Mistura, afventer FN stadig en endelig bekræftelse på aftalen om våbenhvile.

- Som vi lige hørte den russiske ambassadør sige foran Sikkerhedsrådet, har de indgået en aftale, men den vil vi gerne verificere på jorden, siger Staffan de Mistura og understreger, at FN - til trods for at de flere gange har anmodet om det - endnu ikke har fået adgang til byen.

- Vi vil gerne være tilstede, når evakueringen af civile finder sted. Og vi vil gerne være tilstede, når evakueringen af de væbnede oprørsstyrker finder sted, siger han.

FN estimerer forsigtigt, at der er op mod 50.000 civile og 1.500 oprørere tilbage i den østlige del af byen, som indtil nu har været kontrolleret af oprørsstyrkerne.

Bekymring over drab på civile

På mødet i FN's Sikkerhedsråd blev der udtrykt dyb bekymring over over de meldinger om likvideringslignende drab på civile i byen, der kom frem tidligere i dag.

FN's generalsekretær Ban Ki-Moon sagde blandt andet, at FN havde troværdige rapporter, der fortalte, at civile - herunder kvinder og børn - var blevet gennet sammen og dræbt af pro-syriske tropper.

- Vores opgave lige nu er at stoppe et blodbad (...) De internationale love om krig og universelle menneskerettigheder skal respekteres, sagde Ban Ki-Moon.

Se Staffan de Mistura tale om situationen i Aleppo i klippet herunder.