Ungarns Viktor Orbán står til en klar valgsejr

Det ungarske regeringsparti vil ifølge det foreløbige valgresultat få to tredjedeles flertal i parlamentet.

Viktor Orban blev hyldet efter sin valgsejr. (Foto: © Leonhard Foeger, Scanpix)

Ungarns premierminister Viktor Orbáns parti vil ifølge de foreløbige valgresultater få to tredjedeles flertal i parlamentet. Det skriver Reuters.

De to tredjedeles flertal vil give regeringspartiet, Fidesz, magt til selv at ændre landets forfatning.

Fidesz ser ud til at få 134 ud af 199 sæder i parlamentet og bliver det største parti med godt halvdelen af stemmerne. Sådan lyder det foreløbige resultat med omkring 70 procent af stemmerne optalt.

Dermed ser søndagens parlamentsvalg ud til at sikre den kontroversielle premierminister Viktor Orbán den tredje valgsejr i træk.

Ifølge landets valgkommission har valgdeltagelsen nået 68,8 procent, hvilket er noget højere end ved det sidste valg i 2014, valgdeltagelsen var på 61,7 procent.

Den høje valgdeltagelse skulle ifølge iagttagere øge sandsynligheden for, at Fidesz blev svækket. Men det har tilsyneladende ikke været tilfældet.

Supporters of Fidesz party react after the announcement of the preliminary results of parliamentary election in Budapest, Hungary, April 8, 2018. REUTERS/Bernadett Szabo (Foto: © BERNADETT SZABO, Scanpix)

Grænser og migranter på dagsordenen

Orbán og hans parti har siden flygtninge- og migrantkrisen i Europa i 2015 gjort det til en mærkesag at sikre landets grænser og holde migranter ude. Det har også været det helt store tema i valgkampen.

Orbán har opført et pigtrådshegn ved grænsen mod syd. Han har advaret om, at Ungarn risikerer at blive et "migrantland som Frankrig eller Belgien", og at kvinder og piger vil blive "jagtet", hvis migranter får lov til at slå sig ned i landet.

Kritikere mener desuden, at Orbán og hans regering underminerer retssystemet, pressefriheden og udnytter sit massive flertal til at lave tvivlsomme ændringer af forfatningen.

Støtterne ser ham omvendt som en garant for ungarske værdier, og så peger de i øvrigt på, at økonomien under Orbán er kommet i omdrejninger.

Han har været premierminister i Ungarn siden 2010 og sad også på posten mellem 1998 og 2002.

/ritzau/