Et langt stykke stof i gult og blåt snoer sig gennem gaden mellem menneskers hænder.
Flere hundrede ukrainere gik lørdag på gaden i Kyiv for at demonstrere for, at regeringen giver flere penge til landets soldater i slagmarken.
Demonstrationen blev organiseret af aktivistgruppen Money for the Armed Forces, der holder til i den ukrainske hovedstad.
De fremmødte råber op om, at regeringen skal give flere penge til Ukraines militær, der stadig kæmper mod russerne.
En af gruppens medlemmer er Maria Barbash, der har gjort en stor indsats for at sprede budskabet og få ukrainerne på gaden.
- Jeg har mobiliseret mere end hundrede byer i Ukraine, deres protesterer mod korruption i Ukraine. Og for at flere penge skal gå til militæret. Både det lokale og centrale budget burde blive prioriteret til vores militær, siger Maria Barbash, da hun står for enden af det lange ukrainske flag, som demonstranterne bærer gennem Kyivs gader.
De demonstrerende marcherede mod St. Michael-Katedralen i Kyiv for at hylde de faldne soldater i krigen.
Blandt de fremmødte var Vanya Havrysh, som heller ikke mente, at den ukrainske regering prioriterer landets økonomi til de rigtige ting.
- Vores regering skal bruge flere penge på hæren, mens der er krig. Den skal ikke bruge penge på nogen helt skøre ting som for eksempel veje. Vi vil ikke have det, for det er helt forkert, fordi vores hær kæmper for vores frihed og Ukraines eksistens, siger demonstranten Vanya Havrysh, der er studerende i Kyiv.
Marchen gennem gaderne i hovedstaden sker i kølvandet på, at flere internationale medier er begyndt at skrive kritisk om den ukrainske præsidents træthed og interne magtkampe i regeringen.
For da amerikanske Time Magazine den 1. november 2023 tegnede et billede af en splittet stemning i regeringen og en præsident, var det et stort vendepunkt i den udbredte fortælling om Zelenskyj.
Der er meldinger om, at Zelenskyj ikke vil indse, hvor dårligt det går i krigen - og at han er isoleret i troen på, at Ukraine kan vinde krigen, fortæller Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent, Simon Kruse i DR's podcast Genstart.
Men befolkningen i Ukraine deler troen på, at Ukraine skal blive ved med at kæmpe mod Rusland og ikke indlede fredsforhandlinger.
Og for Zelenskyj kan det, ifølge Simon Kruse, være afgørende for, om ukrainerne stemmer på ham igen til næste præsidentvalg.
- Ukrainerne kommer ikke til at stemme på en præsident, der vil afgive territorium til Rusland, afgive suverænitet eller lade sig dominere af Moskva, siger Simon Kruse i Genstart.