Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har skiftet ud i sin nye regering, efter flere af ministrene er trådt tilbage på grund af skandaler.
Onsdag aften præsenterer Macron en ny regering fuld af relativt ukendte ansigter.
Samme morgen havde den franske justitsminister, den 65-årige François Bayrou, meddelt, at han træder tilbage fra sin ministerpost.
I stedet bliver juraekspert Nicole Belloubet ny justitsminister, meddeler Élysée-palæet i Paris onsdag aften ifølge Reuters.
Bayrou har i en lang årrække været selve symbolet på midten i fransk politik. Han har været regnet som en vigtig allieret for præsident Emmanuel Macron.
Bayrou begrunder sin afgang med, at en korruptionsskandale har skabt problemer for hans parti.
- Jeg har truffet den beslutning, at jeg ikke kan være en del af den næste regering, sagde han.
Bayrous lille centrumparti MoDem står over for beskyldninger om, at det har misbrugt penge fra Europa-Parlamentets fonde til at betale assistenter, som har adresse i Frankrig.
Også viceminister for europæiske anliggender Marielle de Sarnez er trådt tilbage som følge af skandalen omkring MoDem. Den post går i stedet til Nathalie Loiseau, skriver Reuters.
Sylvie Goulard, som er tidligere europaparlamentariker, trådte tirsdag tilbage fra sin post som forsvarsminister.
Onsdag aften meddeler det franske præsidentpalads, at den 54-årige Florence Parly bliver ny forsvarsminister. Hun kommer fra en stilling som generaldirektør for de franske jernbaner SNCF.
Jean-Yves Le Drian bliver siddende på posten som udenrigsminister, skriver nyhedsbureauet dpa.
/ritzau/