Udskældte Maduro lover folkeafstemning om ny forfatning i Venezuela

Præsident Nicolas Maduro vil lade det være op til folket, om de ønsker en ny forfatning, siger han.

Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, beskyldes af oppositionen for at undergrave demokratiet, landets økonomi og retssystemet. (Foto: © handout, Scanpix)

Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, vil holde en folkeafstemning om en ny forfatning i landet.

Meldingen kommer efter flere måneder med nærmest daglige protester fra præsidentens modstandere, som mener, at Nicolas Maduro er en diktator, der undergraver demokratiet, landets økonomi og retssystemet, og som ønsker at se en ende på hans socialistiske styre.

- Den nye forfatning skal til en folkeafstemning, så det bliver folket, der bestemmer, om de støtter en ny, styrket forfatning eller ej, siger Nicolas Maduro på statsligt tv.

Det er endnu uvist, hvornår den varslede folkeafstemning skal finde sted, og der er heller ikke kommet en samlet reaktion fra oppositionen i Venezuela, som har krævet, at det præsidentvalg, der er planlagt til slutningen af 2018, bliver rykket frem.

Vilkårlige fængslinger af oppositionspolitikere

Menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International har kritiseret styret i Venezuela for vilkårlige anholdelser af systemkritikere og oppositionspolitikere, som anklaget for at stå bag forbrydelser mod staten eller for terrorisme.

En af de mest omtalte sager er fængslingen af den politiske oppositionsleder, Leopoldo Lopez. Den sag har taget en ny drejning, da myndighederne torsdag meddelte, at bevæbnede mænd har dræbt den dommer, der fængslede oppositionslederen.

Dommeren blev skudt, da han forsøgte at passere en gadebarriere onsdag aften lokal tid i Caracas.

Mindst 62 personer har ifølge Reuters mistet livet i de seneste måneders politiske uroligheder.

/DR Nyheder/