Wagner-gruppen har stoppet sin såkaldte "march for retfærdighed" mod Ruslands hovedstad, Moskva.
Det siger gruppens leder, Jevgenij Prigozjin, i en talebesked på Telegram, hvor han også siger, at hans soldater vender tilbage til baserne for at undgå blodsudgydelse.
Beskeden fra Wagner-lederen kom få minutter efter, at Belarus' præsident, Aleksandr Lukasjenko, fortalte, at han havde indgået en aftale med Prigozjin om at stoppe fremmarchen.
Jens Worning, der er udenrigskommentator og tidligere har været dansk generalkonsul i Sankt Petersborg i Rusland, så har Wagner-lederen ikke de store chancer for at få tilgivelse hos Ruslands præsident, Vladimir Putin.
- Prigozjin er en død mand, medmindre han får et politisk forlig med Putin, lyder det fra Jens Worning.
Skal et helt utroligt politisk forlig til
Jens Worning hælder mest til, at dette er slutningen på enden for Wagner-lederen og siger, at Prigozjin har underskrevet sin egen dødsdom.
- Der skal et helt utroligt politisk forlig til for, at han overlever det her. I de mere end 20 år, som Putin har siddet ved magten, har hans autoritet været baseret på, at alle russiske eliter anerkender ham som den, der har det sidste ord.
- Det her viser, at han ikke har styr på tingene. Så han er nødt til at statuere et eksempel overfor Prigozjin, og jeg har svært ved at se nogen anden udvej, end at han ikke vil overleve, siger Jens Worning.
Han tror, at Prigozjin under marchen mod Moskva har fundet ud af, at nok er nok, og han vil give det et forsøg på at få indrømmelser fra regeringen i Kreml, som han gennem den seneste tid har råbt højt om.
- Der er ingen tvivl om, at det her har forskrækket Kreml, siger Jens Worning.
Han kalder det klassisk i slavisk og russisk politik, når Aleksandr Lukasjenko har trådt til og nu har stoppet marchen. For selv samme skete for tre år siden, da Vladimir Putin reddede Lukasjenko, mens dele af befolkningen i Belarus demonstrerede mod deres leder.
Men han fastslår, at situationen i dag er noget af det mest bizarre, som stadig kan ændre sig time for time.
- Der skrives ikke ét, men mange kapitler i russisk historie lige nu. Og ingen af kapitlerne kender vi enden på endnu.