Time for time: Få overblikket over Wagner-gruppens oprør mod Ruslands generaler

Wagner-leder Jevgenij Prigozjin og hans styrker har standset march 200 kilometer fra Moskva.

Wagner-chef Jevgenij Prigozjin har i løbet af natten delt flere videoer på Telegram, hvor han blandt andet har sagt, at han vil vælte Ruslands militærledelse. (Foto: © handout, Ritzau Scanpix)

Lederen af lejehæren Wagner-gruppen, der hidtil har bistået Ruslands krig mod Ukraine, har siden fredag indledt et oprør mod Ruslands militære ledelse.

De har krydset grænsen fra Ukraine og ifølge eget udsagn taget kontrol med flere militærposter på vej til Moskva.

Lørdag aften har Wagner-gruppens soldater dog standset deres fremrykning 200 kilometer fra den russiske hovedstad.

I vores liveblog kan du løbende følge udviklingen, mens du her kan få et hurtigt overblik over, hvad der er sket siden i fredag aften:

Klokken 22.00

Wagner-gruppen stoppede tidligere på aften sin fremmarch mod Moskva. (Foto: © STRINGER, Ritzau Scanpix)

Lederen af Wagner-gruppen, Jevgenij Prigozjin, vil ikke blive retsforfulgt for sine soldaters fremmarch mod Moskva.

Sådan lyder meldingerne fra Kreml ifølge Reuters.

Ifølge Kreml vil hverken Prigozjin eller hans soldater blive retsforfulgt. Desuden vil Prigozjin flytte til Belarus.

Beslutningen er faldet efter forhandlinger overvåget af Belarus præsident, Aleksandr Lukasjenko.

- At undgå blodsudgydelse var vigtigere end at straffe folk, lyder det fra Kreml, der tilføjer, at Wagner-soldater, der ikke tog del i fremmarchen, vil blive hvervet af Ruslands forsvarsministerium.

De oplyser desuden, at de ikke ved, hvor Prigozjin befinder sig, men at de sætter stor pris på hans indsats.

Klokken 19.00

Wagner-gruppen på vej mod Moskva. (Foto: © STRINGER, Ritzau Scanpix)

Lederen af Wagner-gruppen, Jevgenij Prigozhjin, siger, at hans soldater vender tilbage til baserne for at undgå blodsudgydelse.

Belarus' præsident, Aleksandr Lukasjenko, fortalte et par minutter før, at han havde indgået en aftale med netop Prigozhjin. Aftalen skulle indeholde en garanti for Wagner-soldaternes sikkerhed.

I en kort lydbesked på Telegram siger Prigozhjin ifølge flere medier, at man indledte en "march for Retfærdighed", fordi Wagner-gruppen blev truet med opløsning. Han siger, at man "efter planen" er standset 200 kilometer fra Moskva.

- På intet tidspunkt er der blevet spildt en eneste dråbe blod, siger han.

- Nu er øjeblikket kommet, hvor blod kunne blive udgydt. I forståelse for hele ansvaret for det faktum, at russisk blod vil blive spildt på den ene side, vender vi derfor vores konvoj om og tager tilbage til vores baser i overensstemmelse med planen, siger han.

Klokken 17.00

Den nuværende konflikt med wagner-gruppen i Rusland har udløst, at anti-terrorisme-foranstaltninger er blevet indført i Moskva. (Foto: © STRINGER, Ritzau Scanpix)

Indbyggerne i Moskva bør blive hjemme og ikke bevæge sig rundt i byen.

Sådan lyder opfordringen fra byens borgmester Sergej Sobjanin i en erklæring, skriver Reuters.

Det skyldes den nuværende konflikt i landet med wagner-gruppen, der har udløst, at anti-terrorisme-foranstaltninger er blevet indført i Moskva.

Sobjanin tilføjer, at byens borgere har fri for arbejde mandag i næste uge for at minimere en potentiel risiko. Dog vil nogle erhverv være undtaget.

Klokken 16.00

Grafik: Lise Grønvald Nielsen
Grafik: Lise Grønvald Nielsen

Guvernøren i den russiske region Lipetsk, Igor Artamonov, bekræfter nu, at Wagner-styrker er i regionen. Det skriver AFP og det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Regionen ligger omkring 400 kilometer syd for Moskva.

Guvernøren skriver på beskedtjenesten Telegram, at politiet og andre myndigheder tager ”alle nødvendige foranstaltninger” for at sørge for befolkningens sikkerhed og opfordrer til, at man ikke forlader sit hjem.

Klokken 13.00

Et vidne fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at den russiske hær har åbnet ild mod Wagner-gruppens militærkonvojer på M4-motorvejen uden for byen Voronesj, som ligger omkring 500 kilometer syd for Moskva.

Guvernøren i Voronesj har en time tidligere oplyst, at beredskabstjenesterne arbejder på at slukke en brand ved et oliedepot i byen. Ifølge guvernøren er er de over 100 brandmænd involeret i indsatsen. Det er den første officielle melding, om at der sker noget i byen, hvor Wagner-gruppen har meddelt, at de er tilstede.

Klokken 11.30

Wagner-lederen, Jevgenij Prigozjin, svarer nu igen efter Putins tale tidligere på dagen.

- Hvad angår "landsforræderiet", tager vores præsident dybt fejl. Vi er ikke landsforrædere, siger Wagner-lederen i en video, som han netop har lagt på beskedtjenesten Telegram.

Han siger, at ingen har tænkt sig at overgive sig til myndighederne eller kende sig skyldige "bare fordi præsidenten eller FSB kræver det".

Klokken 9.05

- Det, vi er stødt på her, er et internt forræderi. Store ambitioner og personlige interesser har ført til et forræderi mod vores folk, mod sit land og mod de mennesker, som Wagner-gruppen kæmpede og døde med side om side i skyttegravene, siger præsidenten, som kalder nattens begivenheder for "en kniv i ryggen".

Samtidig understreger præsidenten, at alle deltagere i "forræderiet" vil blive straffet hårdt.

Klokken 6.45

Wagner-chefen hævder, at hans styrker har taget kontrol med alle militærposter i Rostov. Hans soldater har indfundet sig på det russiske forsvars distriktshovedkvarter. Dette kan DR ikke bekræfte.

De vil sætte blokader op og drage mod Moskva, hvis ikke Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, sammen med landets øverste militærchef Valerij Gerasimov, rejser ned for at mødes med ham.

Klokken 04.15

En militærkonvoj afspærrer en motorvej, der forbinder Moskva med det sydlige Rusland. Ruslands regering skriver på Telegram, at situationen er under kontrol, og at tiltagene sker for at beskytte borgerne.

Kort efter lyder det fra Wagner-chefen, at hans hær vil vælte den russiske militærledelse. Prigozjin siger, at samtlige af hans 25.000 soldater står klar til at dø.

Klokken 03.00

Prigozjin hævder, at hans lejehær har nedskudt en russisk militærhelikopter. Det er uklart, præcis hvor gruppen befinder sig på dette tidspunkt, ligesom hans udtalelser ikke uafhængigt kan verificeres af DR.

- En helikopter har lige åbnet ild mod en civil kolonne. Den er blevet skudt ned af enheder fra Wagner-gruppen, siger Prigozjin i en lydoptagelse.

Klokken 01.00

Wagner-gruppen hævder at være gået ind i Rusland. I en video på beskedtjenesten Telegram siger Prigozjin, at lejehæren har forladt Ukraine og krydset grænsen mellem den østukrainske region Donetsk og den sydvestrussiske region Rostov.

Klokken 23.20

FSB, den russiske efterretningstjeneste, beder Wagner-soldater om at pågribe Prigozjin. Soldaterne opfordres til ikke at følge lederens "kriminelle og forræderiske", men i stedet at pågribe ham.

Klokken 22

Rusland afviser påstandene, og den russiske efterretningstjeneste FSB indleder en kriminalsag mod Prigozjin for at opfordre til væbnet mytteri. På det tidspunkt afviser Wagner-lederen, at han har gang i et militærkup.

Klokken 21

Wagner-leder Jevgenij Prigozjin lægger en række videoer ud på beskedtjenesten Telegram, hvor han beskylder det russiske militær for at angribe flere af lejehærens lejre og dræbe et stort antal soldater.