Det tyske beredskab har netop meldt ud, at de har afsluttet deres redningsindsats ved Gedächtniskirken i Berlin, der tidligere på aftenen var scene for en tragedie, da en lastbil torpederede menneskemængderne på et julemarked og dræbte ni og sårede 45.
Hele aftenen har landets politiker udtrykt deres forfærdelse over hændelsen. Den tyske forbundspræsident, Joachim Gauck, siger:
- Det er en forfærdelig aften for Berlin og vores land, og ligesom alle andre er jeg meget chokeret over det, siger han:
- Mine tanker er hos ofrene, deres pårørende, og hos alle dem, der frygter for deres familie og venner.
Ikke tid til spekulationer
Landets vicekansler, Sigmar Gabriel, skriver på Twitter, at hans "tanker er hos ofrene, de sårede og deres pårørende. Tak til redningsfolkene og Berlins politi". Han understreger dog samtidig, at det endnu er for tidligt at spekulere i, hvad der er baggrunden for hændelsen.
- Der er en ufattelig sørgelig aften. I er dybt rystet. Det er ikke tid til spekulationer, skriver han.
Den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, understreger også, at man endnu ikke ved, hvorfor lastbilen kørte ind i julemarkedet.
- Mange mennesker, der i aften besøgte julemarkedet, er omkommet, og endnu flere er blevet såret. Vi ved endnu ikke med sikkerhed, hvad der er sket i aften. Myndighederne arbejder på højtryk for at finde ud af det og for at sikre uheldsstedet og finde gerningsmanden, siger han.
Tirsdag formiddag bliver der lagt en kondolencebog i Gedächtniskirken. Derudover er der arrangeret en mindegudstjeneste i kirken om aftenen.
Det tyske politi har for kort tid siden meddelt, at de ikke vil kommentere yderligere på hændelserne i aften. I stedet bliver der i morgen holdt en pressekonference. Flere tyske medier har aftenen igennem skrevet, at der var tale om et angreb, men kilder i politiet har efterfølgende understreget, at intet er sikkert.
De oplyser dog, at de undersøger en mistanke om, at lastbilen - som havde polske nummerplader - er stjålet fra en byggeplads i Polen. Derudover har politiet oplyst, at en person er blevet anholdt efter angrebet. En anden mand, der befandt sig i lastbilen, døde på stedet.