Tyskland vil lægge loft på familiesammenføringer

Den tyske koalitionsregering er enig om detaljerne i et forslag om loft over nogle typer familiesammenføringer.

Den tyske regering vil foreslå et loft for, hvor mange personer der kan blive familiesammenført med blandt andet krigsflygtninge per måned. (Foto: © Torben Christensen /Scanpix, Michael Kappeler)

Den tyske regering er klar med sit forslag, der vil sætte loft over familiesammenføringer med blandt andet krigsflygtninge i landet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Forslaget vil sætte en grænse over, hvor mange personer om måneden der kan blive familiesammenført med en særlig type flygtninge. Der er tale om flygtninge med den status, der kaldes subsidiær beskyttelsesstatus.

Det dækker over, at flygtningene ikke er personligt forfulgt, men flygter fra generelle vilkår såsom krig.

Loftet vil betyde, at der højest kan ankomme 1000 personer om måneden til Tyskland som følge af familiesammenføring med en flygtning med den pågældende status.

Regeringen i Tyskland består af de tre partier SPD, CDU og CSU, der tilsammen har et flertal i Forbundsdagen. Dermed kan forslaget vedtages, hvis de tre partiers medlemmer stemmer for.

De tre partier blev forud for regeringsdannelsen enige om behovet for et loft. Det er derfor nævnt i regeringsgrundlaget. Onsdag er de blevet enig om detaljerne.

Fleksibelt lovforslag

Det nye lovforslag, der forventes at blive behandlet de kommende uger i Forbundsdagen, vil tillade en vis fleksibilitet de første fem måneder.

Hvis der er måneder, hvor loftet på 1000 personer ikke mødes, kan de "frie pladser" overføres til andre måneder, står i lovforslaget.

Indenrigsminister Horst Seehofer kalder lovforslaget en "ansvarlig balancegang" mellem regeringens pligt til at holde familier samlet og myndighedernes evne til at håndtere store mængder af flygtninge.

Tyskland har ifølge Reuters modtaget 1,6 millioner flygtninge siden 2014.

Tyskland kansler, Angela Merkel, satte i marts familiesammenføringer i bero.

Det har ramt særligt syriske flygtninge, der udgør den største gruppe asylansøgere i Tyskland, og hvoraf mange er blevet tildelt subsidiær beskyttelsesstatus.

/ritzau/