Tyskland: Merkel sætter karrieren på spil for flygtninge

Kanslerens flygtningepolitik er under åben beskydning i Tyskland. I aftes forsvarede hun den live i tv. Men tyske kommentatorer mener, at Merkel dermed sætter sin karriere på spil.

Angela Merkels parti, CDU, taber point i meningsmålingerne i hjemlandet. (Foto: © FREDERICK FLORIN, Scanpix)

Tilstrømningen af flygtninge giver flere og flere problemer i Tyskland. Myndigheder og frivillige har svært ved at løfte byrden fra op mod en million ankommende, alene i år. I årets første ni måneder søgte over en halv million flygtninge asyl i landet.

Det var da også en kansler i krise, der i aftes gik på tysk tv.

- Tro mig, jeg er virkelig beskæftiget med flygtningespørgsmålet. Jeg arbejder på højtryk, sagde Angela Merkel i talkshowet ”Anne Will”, hvor hun var aftenens eneste gæst.

- Det er en svær opgave - den måske sværeste siden den tyske genforening, sagde kansleren, hvorefter hun gentog hun den sætning, der er blevet hendes mantra:

- Vi kan godt klare det.

Dalende popularitet

Men det er stadigt færre tyskere, der deler Merkels optimisme.

Hendes tidligere så solide popularitet er på vej ned. Hendes parti CDU taber terræn i meningsmålingerne. Imens vokser det indvandrerkritiske parti AfD støt.

I Merkels konservative bagland breder oprøret sig ligeledes mod kanslerens åbne flygtningepolitik.

De socialdemokratiske regeringspartnere mener, at der da må være en grænse for, hvor mange flygtninge Tyskland kan optage. Selv forbundspræsident Joachim Gauck understreger, at Tyskland ikke kan hjælpe alle flygtninge.

Arbejder på fuld kraft

I går aftes så Angela Merkel sig så åbenbart nødsaget til at forklare sin politik og appellere til tyskerne.

- Jeg er taknemmelig for, hvad der bliver ydet af frivillig hjælp. Og alle skal vide, at jeg arbejder for fuld kraft på at løse krisen.

Den slags hører man sjældent fra den ellers kølige og tilknappede kansler.

Men hvis tyskerne ude foran tv-apparaterne troede, at Merkel nu ville komme med indrømmelser, så tog de fejl. Kansleren har nemlig ingen planer om at ændre sin flygtningepolitik.

- Vi holder ikke op med at tage flygtninge, fastslog Merkel.

Vil ikke være med i konkurrencen

- Jeg er stolt over, at vi tager venligt imod dem. Jeg vil ikke være med i en konkurrence om, hvem der er mest afvisende overfor flygtninge i håbet om, at de så bliver væk.

Merkels tone i interviewet var usædvanligt klar. Ligesom den politiske linje synes at være klart afstukket. Og flere EU-partnere fik hårde ord med på vejen for at ”unddrage sig deres ansvar” i flygtningekrisen.

- Men det arbejder vi på, fastslog kansleren.

Et land man kan være stolt af

En række tyske kommentatorer vurderer, at Angela Merkel sætter sin politiske karriere på spil, idet hun holder fast i den åbne flygtningepolitik.

- Er du villig til det? spurgte studieværten i går.

Merkels tvetydige svar:

- Jeg er villig til at arbejde så hårdt for min sag, som overhovedet muligt.

For hvis Tyskland mestrer flygtningekrisen, så er det et land, som man ifølge Angela Merkel kan være stolt af.

- Fordi vi ikke alene var i stand til at mestre en udfordring som Murens fald, men også de udfordringer, som globaliseringen stiller os, lød det fra kansleren.