I Tyskland har tre unge gerningsmænd fået hårde straffe for et brandattentat mod et flygtningehjem sidste år.
De to hovedanklagede mænd fik henholdsvis otte og syv års fængsel, mens en medskyldig kvinde fik fire et halvt års fængsel.
Sidste sommer var de gået sammen om et brandattentat i den nordtyske landsby Salzhemmendorf.
I nattens mørke smed de en brandbombe ind i et flygtningehjem, hvor en kvinde fra Zimbabwe lå og sov med sine tre børn. Det var rent held, at ingen af dem kom til skade. Angrebet chokerede Tyskland.
Dommen ved retten i Hannover lød på firedobbelt mordforsøg og brandstiftelse under særligt skærpende omstændigheder.
Retten konkluderede i går, at motivet til attentatet var racehad. Dommeren sammenlignede de tre gerningsmænd med Hitlers SA-tropper i nazitiden.
Brandattentatet i Salzhemmendorf er kun ét af over 1.000 angreb på tyske flygtningehjem sidste år.
/DR Nyheder/