Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, går over stregen ved søndag at anklage forbundskansler Angela Merkel for at bruge nazimetoder, siger den tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel.
- Vi er tolerante, men vi er ikke dumme, siger han til avisen Passauer Neue Presse.
- Det er derfor, at jeg har ladet min tyrkiske modpart vide meget klart, at en grænse er overskredet her.
Gabriel betegner Erdogans nazianklager mod forbundskansleren som "chokerende".
I en tale, som tidligere på dagen blev bragt på tyrkisk tv, sagde Erdogan direkte henvendt til Merkel:
- Du benytter dig lige præcis af nazimetoder.
Han svarer selv på, hvem det er, der rammes af forbundskanslerens nazimetoder.
- Mine tyrkiske brødre i Tyskland og mod ministrene, siger han ifølge avisen Bild.
/ritzau/AFP