Bomber og skydevåben, Hitler-billeder og hagekors-faner. Det var et foruroligende fund, som tysk politi gjorde, da de sent i går ransagede 12 lejligheder i den sydtyske by Bamberg. 13 personer blev anholdt ved den omfattende razzia.
- Her er åbenlyst tale om personer, som har stiftet en kriminel gruppe, siger Joachim Herrmann, indenrigsminister i delstaten Bayern til tysk tv.
- De har haft til hensigt at begå vold mod objekter og mennesker.
Nynazistisk parti
Blandt de anholdte er medlemmer af Die Rechte, et nynazistisk miniparti, som ifølge myndighederne optræder mere og mere aggressivt.
- Gruppen af gerningsmænd har planlagt to attentater på flygtningehjem i Bamberg, oplyser statsanklager Erik Ohlenschlager.
Til det formål fremskaffede højreekstremisterne to såkaldte kuglebomber, der hver især var fyldt med et kilo sprængstof. Ifølge myndighederne kunne bomberne have forvoldt omfattende skade.
Bombefundet kommer godt en uge efter et højreekstremistisk knivattentat på en lokalpolitiker i byen Köln. Overfaldet havde nær kostet hende livet.
Mange er truet
I forgårs kom det frem, at tysk kriminalpoliti ser højreekstremismen som en hurtigt voksende trussel. Ikke bare mod flygtninge og migranter, men også mod frivillige hjælpere og politikere, der tilslutter sig Angela Merkels åbne flygtningepolitik.
- Vi demokrater må være resolutte og stå sammen i kampen mod had, trusler og vold, siger Tysklands justitsminister, Heiko Maas, i en reaktion på kriminalpolitiets vurdering.
Justitsministeren har tidligere advaret mod en voksende hadsk stemning i lyset af flygtningekrisen. I den forbindelse kaldte han Tysklands ny højreparti AfD og den indvandrerkritiske Pegida-bevægelse "retoriske brandstiftere".
Ifølge Heiko Maas er AfD og Pegida med til at opildne højreekstremistiske ildspåsættere og voldsmænd.
Tyske flygtningehjem er blevet angrebet 505 gange i år. Sidste år lå tallet på 114.
https://twitter.com/reiterberlin/status/657082449432813568