I Berlin er toppolitikere fra de to store koalitionspartier i forbundskansler Angela Merkels regering nået til enighed om nye særlige bestemmelser for flygtninge, som vil indebære en pligt til at forblive i en bestemt region, skriver det tyske nyhedsbureau dpa, som henviser til kilder i socialdemokratiet SPD.
- Merkel og den socialdemokratiske leder, Sigmar Gabriel, samt lederen af det bayerske CSU, som er søsterparti til Merkels kristelige demokratiske parti CDU, Horst Seehofer, er nået til en forståelse om særlige forholdsregler. De indebærer blandt andet en "skærpet residens-pligt", som vil indebære, at man ikke må forlade visse regioner i delstaterne.
Forbundskansleren har erklæret, at Tyskland vil tage imod asylansøgere fra Syrien, og det har ført til, at migranter og flygtninge i stort tal søger mod Tyskland.
Regeringen venter mindst 800.000 asylansøgere i år, og i delstaterne bokser lokalmyndighederne med problemer med at skaffe husly til de mange mennesker og få dem igennem asylsystemet.
Sigmar Gabriel sagde torsdag aften efter et møde med Merkel, at "særlige foranstaltninger for flygtninge, som er uden chance for at få asyl, er en god og stabil vej frem. Han siger, at han er glad for, at der ikke tales om "transitzoner eller varetægtsfængslinger."