Krisemøde om migranter i Tyskland ender uden resultat

Diskussionerne er "lagt på is" frem til torsdag, hvor regeringscheferne for de tyske delstater skal mødes til konference om problemerne.

Delstaterne bokser med at skabe plads til de mange flygtninge og migranter, der banker på Tysklands dør. (Foto: © Sebastian Kahnert, Scanpix)

Håbet om at den tyske regering på et krisemøde kan enes om en ny politik, der kan skabe mere ro om krisen med hundredtusinder af migranter og flygtninge, er foreløbig brast.

På et møde søndag mellem forbundskansler Angela Merkels konservative CDU og koalitionspartneren, Socialdemokratiet (SPD), blev der ikke opnået enighed, siger regeringens pressekontor.

Foreløbig er diskussionerne "lagt på is", som det tyske nyhedsbureau dpa skriver, frem til på torsdag, hvor regeringscheferne for de tyske delstater skal mødes til konference om problemerne.

Delstater bokser med migranter i stort tal

Forbundskansleren har erklæret, at Tyskland vil tage imod asylansøgere fra Syrien, og det har ført til, at migranter og flygtninge i stort tal søger mod Tyskland.

Regeringen venter mindst 800.000 asylansøgere i år, og i delstaterne bokser lokalmyndighederne med problemer med at skaffe husly til de mange mennesker og få dem igennem asylsystemet.

Specielt i Bayern melder lokalregeringen under ledelse af Horst Seehofer fra partiet CSU, søsterparti til Merkels CDU, om problemer.

Og Seehofer er i stigende grad blevet kritisk over for Merkel. Han har tidligere givet Merkel frist til søndag til at få bremset tilstrømningen.

/ritzau/dpa