Tysk partileder i modvind på kongres: Uden for demonstrerer tusinder

Tusindvis af demonstranter er på gaden i Køln i protest mod det nationalistiske højrefløjsparti AfD.

Budskaber om tolerance og mangfoldighed møder sortklædte og maskerede demonstranter i Køln. Målet er det samme: at protestere mod AfD. (© (c) Scanpix)

Farvestrålende balloner, blomsterkranse og sæbebobler står i skærende kontrast til de maskerede og sortklædte demonstranter ved dagens demonstration mod det indvandrings- og islamkritiske højrefløjsparti AfD.

Mange tusinde AfD-modstandere er gået på gaden i protest mod partiet, der denne weekend holder partikongres i Køln.

Blandt talerne ved demonstrationen er blandt andet guvernør i Nordrhein-Westfalen Hannelore Kraft, der roser de fremmødte for deres aktivisme.

- Der er mange helhjertede demokrater her, og de siger tydeligt: Vi vil forblive, som vi er: Et mangfoldigt, åbent og tolerant land, siger hun.

  • Demonstranter med blomster i håret var mødt op for at vise deres modvilje mod AfD. (Foto: © THILO SCHMUELGEN, Scanpix)
  • Det skønnes, at op mod 50.000 demonstranter har været på gaden i Køln. (Foto: © JOERG SCHUELER, Scanpix)
  • En del af demonstranterne var iført klovnenæser og andre kostumer. (Foto: © ODD Andersen, Scanpix)
  • AfD håber på at blive valgt til forbundsdagen for første gang ved valget i september. (Foto: © ODD Andersen, Scanpix)
1 / 4

Det er dog ikke alle, der er på gaden for at demonstrere fredeligt mod det nationalistiske parti.

Politiet i Køln oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at stemningen visse steder er "temmelig aggressiv".

4.000 betjente er sat ind for at forhindre optøjer.

Og mens anspændtheden blandt de sortklædte demonstranter er taget til, så bobler den anspændte stemning også inde på det konferencehotel i Kølns centrum, der danner ramme om partikongressen.

Der er omkring 600 AfD-delegerede på deltagerlisten, og flere af dem er blevet eskorteret til partikongressen under massiv politibeskyttelse.

I løbet af weekenden skal de blandt andet beslutte, hvem der skal være spidskandidater for AfD ved efterårets forbundsdagsvalg.

Partileder Frauke Petry har på forhånd gjort klart, at hun ikke vil være blandt sit partis spidskandidater.

Hendes begrundelse lyder, at AfD skal diskutere politik og ikke personspørgsmål forud for valget.

Partileder Frauke Petry ses her tale med pressen under partikongressen i Køln. (Foto: © Wolfgang Rattay, Scanpix)

Partilederen har været under stort pres fra den yderste højrefløj i sit parti.

Højrefløjen ønsker at være i fundamental opposition til den siddende regering og kritiserer Frauke Petry for at være midtersøgende og for hendes ønske om at samarbejde med andre partier og indgå i en koalitionsregering.

Partilederen har også fået en blandet modtagelse ved partikongressen, hvor hun ville have de delegerede til at stemme om partiets fremtid.

Dét forslag vendte flertallet af de delegerede tommelfingeren ned til.

De delegerede brugte deres stemmekort til at give Frauke Petry klar besked: De vil ikke have en afstemning om AfD's fremtid. (Foto: © Ina Fassbender, Scanpix)

I modsætning til Frauke Petry høstede Jörg Meuthen, der også er partileder, store klapsalver.

I en tale revsede han ifølge nyhedsbureauet AP forbundskansler Angela Merkels indvandringspolitik.

- Vi vil ikke være en minoritet i vores eget land - selv om vi allerede er blevet det i dele af landet, sagde han.

Partiet red på en bølge af popularitet under flygtningekrisen, men har mistet tilslutning i meningsmålingerne, efter antallet af nyankomne asylansøgere er dalet.

Der er valg til forbundsdagen den 24. september, hvor AfD stræber efter at blive valgt ind i Forbundsdagen for første gang.