Tysk minister om skudmassakre: Ja, angrebet i Hanau var terror

Den tyske indenrigsminister Horst Seehofer kalder for første gang angrebet i Hanau for terror.

(Foto: © ODD Andersen, Scanpix)

En 43-årig mand skyder og dræber ni mennesker, alle med muslimsk baggrund, og sårer yderligere seks personer. Forud for angrebet har vedkommende offentliggjort et manifest, der opfordrer til "fuldstændig udryddelse" af mange "racer eller kulturer i samfundet".

Det lyder som opskriften til en lang række af de terrorangreb, som vi har set i den vestlige verden over de seneste år. Alligevel har de tyske myndigheder og ledere tøvet med at kalde onsdagens angreb i byen Hanau for terror.

Indtil nu, hvor indenrigsminister Horst Seehofer siger, at dette er det "tredje højreorienterede terrorangreb" i Tyskland på under et år.

- Det, der skete i Hanau, er entydigt et racistisk motiveret terrorangreb, siger Seehofer på et pressemøde i dag, fredag.

- Vi kommer til at øge polititilstedeværelsen i hele Tyskland. Vi vil øge overvågningen af følsomme steder, særligt moskeer. Forbundspolitiet vil støtte de enkelte regioner med personale og udstyr. Og vi vil øge politiets tilstedeværelse i lufthavne, på togstationer og i grænseområdet, siger han videre.

De seneste højreorienterede terrorangreb i Tyskland:

  • Det er ikke mere end fire måneder siden, at en person skød og dræbte to personer i forbindelse med et angreb på en synagoge i byen Halle. Gerningsmanden, som ønskede at angribe jøder, live-streamede angrebet.

  • Og i juni sidste år blev den tyske politiker Walter Lübcke likvideret af en nynazist.

  • Året før, i 2018, blev den dengang 43-årige Beate Zschäpe idømt livstid for medvirken til 10 drab begået i en nynazistisk gruppe.

  • Samtidig har tysk politi to gange i år anholdt højreradikale grupperinger, som mistænkes for terrorplaner, hvor der blandt andet skulle angribes politikere og muslimer ved 10 attentater på én og samme tid.

AfD: 'En syg mands værk'

Inden i dag har de tyske folkevalgte som sagt ikke kaldt angrebet for terror. Indenrigsminister i delstaten Hessen, hvor Hanau ligger, Peter Beuth, sagde, at motivet var xenofobisk. Den tyske kansler, Angela Merkel, sagde, at motivet var racistisk.

- Racisme er en gift. Had er en gift. Denne gift er ansvarlig for alt for mange forbrydelser, lød det fra kansleren i går.

Men der er nogle politikere og meningsdannere, der siger, at onsdagens angreb er udsprunget af den ekstremme, tyske højrefløj. Blandt dem SPD-leder Saskia Esken, der har skrevet på Twitter:

- Hvilken frygtelig hændelse i Hanau. Alt for længe har vi undladt at kalde det, præcis hvad det er: Højrefløjsterrorisme i Tyskland.

Og SPD's generalsekretær, Lars Klingbeil, anbefaler, at det højreekstreme parti Alternative für Deutschland overvåges af efterretningstjenesten.

Tilbage står AfD med vind i sejlene fra vælgerne og stiv modvind fra de politiske modstandere, særligt efter onsdagens angreb. AfD's ene partileder, Jörg Meuthen, afviser imidlertid, at partiet via dets holdninger og udtalelser omkring indvandring skulle have gødet jorden for racisme-drevne angreb som det i Hanau.

- Der er hverken tale om venstre- eller højrerelateret terror. Dette er alene resultatet af en syg mands værk, skriver han på Twitter.

Dette bakkes op af en anden AfD-leder, Alexander Gauland, der ikke mener, at AfD kan holdes ansvarlig for angrebet i Hanau.

AfD står igen alene uden for politisk indflydelse blandt andet på grund af partiets tvivlsomme fortid og affiliationer til netop højreekstremme miljøer i Tyskland.

Seneste eksempel på dette ligger få uger tilbage, da delstatspræsident i Thüringen, Thomas Kemmerich, blev valgt til posten med støtte fra AfD.

En beslutning som kansler Angela Merkel kaldte "utilgivelig" og kort efter måtte Kemmerich trække sig mindre end 24 timer efter, han blev valgt. Dette splittede Angela Merkels stoisk rolige kristendemokratiske parti og endte med at få Merkels arvtager Annegret Kramp-Karrenbauer til at miste udsigten til kanslerposten. Hun trækker sig nu, og Tysklands største parti skal finde en ny leder igen.

Folk står hånd i hånd på den centrale plads, Marketplatz, i Hanau. En mand holder et skilt, hvor der står: Vi er Hanau. (Foto: © ODD Andersen, Scanpix)

Hvad ved vi om gerningsmanden?

Gerningsmanden har en høj uddannelse fra universitetet i den sydtyske by Bayreuth. Han har arbejdet som bankmand og var ikke kendt af politiet eller i højreekstreme miljøer.

Han har umiddelbart ikke relation til internetfora som 4Chan og henviser ikke i sit manifest eller YouTube-videoer til internetkulturens terminologi og indforståetheder, som man så, at gerningsmændene under angrebene i Christchurch, New Zealand og El Paso, USA gjorde.

Højreekstremister i Tyskland

  • Den tyske efterretningstjeneste vurderer, at der findes 12.000 voldsparate, racistisk motiverede højreekstremister i landet. En brøkdel af dem, 30 styk, blev anholdt i september sidste år, hvor politiet fandt en dødsliste med cirka 25.000 navne og adresser på. Samtidig havde gruppen skaffet våben, ammunition og ligposer, samt kemikalier til hurtigere at kunne bortskaffe lig.

  • Mange af navnene på dødslisten var blevet fundet via politiets databaser, hvilket afslørede, at netværket havde kontakter dybt ind i det tyske politi og militær. Og så sent som i januar i år vurderede de tyske myndigheder, at mindst 500 soldater i det tyske militær mistænkes for at være højreekstremister.

Men gerningsmanden omtaler sig selv som ufrivilligt ensom gennem 18 år - en såkaldt incel. Lignende referencer brugte gerningsmanden under angrebet i Toronto, Canada.

Desuden har han som tidligere nævnt delt et manifest, der er stærkt racistisk og opfordrer til udryddelse af indvandrere og flygtninge fra Asien, Afrika og Mellemøsten.

Muhammed Beyazkindir var på vandpibebar med nogle bekendte, da gerningsmanden begyndte at skyde. Hør, hvordan han oplevede angrebet i videoen.

Dertil har gerningsmanden udtrykt støtte til forskellige konspirationsteorier, såsom at USA er styret fra hemmelige militærbaser, som befolkningen bør rejse sig imod og storme.

Den formodede gerningsmand blev efter skudattentaterne fundet død sammen med sin 72-årige mor. Begge var dræbt af skud, og manden var i besiddelse af en pistol.