Tysk delstat: Hvis du tæsker en asylansøger, får ofret opholdstilladelse

Brandenburg sender klart signal: Ofre for fremmedfjendtlig vold får automatisk opholdstilladelse.

Se Michael Reiters reportage fra Brandenburg i afspilleren.

Den tyske delstat Brandenburg tager nu et usædvanligt skridt for at bekæmpe vold mod asylansøgere.

Delstaten vil give ofrene for fremmedfjendtlig vold en automatisk opholdstilladelse, som mindst skal vare i den tid, som det tager at efterforske og retsforfølge gerningsmændene.

Tiltaget skal sende et signal om, at det ikke virker efter hensigten, hvis man tæsker de fremmede.

Markant stigning

Sidste år blev 1.490 tyske flygtningehjem udsat for angreb. 349 asylansøgere blev ofre for fysisk vold. Tallene er omkring dobbelt så store som i 2015. Brandenburg var en af de delstater, som havde flest sager.

Et af ofrene hedder Miriam Igboeli og kommer fra Nigeria. Hun er asylansøger i Fürstenwalde i Brandenburg. Her blev hun sidste år blev overfaldet på sin bopæl af en tysk nabo.

Miriam Igboeli viser en billede, taget efter overfaldet. (Foto: © Gregor Theus, DR)

- Han slog mig, og så slog han mig igen, inden han kastede mig, fortæller hun til DR Nyheder.

Overfaldsmanden står tiltalt for fremmedfjendtlig vold, men han bor stadig i samme bygning som Miriam Igboeli. Hun kæmper i dag med angst, depression og smerter, som hun dulmer med medicin.

Fingerede overfald?

Mirian Igboelis mén gør, at hun ikke kan arbejde, og dermed kan hun ikke få opholdstilladelse. Men det nye initiativ kan komme til at betyde, at hun snart kan få ophold og et bedre liv et andet sted i Tyskland.

Mirian Igboeli tager en masse medicin efter overfaldet. (Foto: © Gregor Theus, DR)

I forordningen fra landdagen i Brandenburg hedder det, at udlændingemyndighederne skal tage hensyn til omfanget af ofrets fysiske og psykiske skader. Det betyder, at opholdstilladelserne i de alvorlige tilfælde kan forlænges, selv efter gerningsmændene har fået deres dom.

Men hvad nu hvis asylansøgere fingerer fremmedfjendtlige overfald for at få opholdstilladelse, spørger tiltagets kritikere.

Ursula Nonnemacher fra partiet De Grønne er kvinden bag initiativet fra landdagen i Brandenburg. (Foto: © Gregor Theus, DR)

- I bekendtgørelsen står der klart, at der skal være pålidelige beviser for, at de pågældende faktisk har været udsat for en forbrydelse, siger initiativtager Ursula Nonnemacher fra partiet De Grønne.