Tyskland er blevet et fristed for terrorister, lyder det fra den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.
Han langer hårdt ud efter de tyske myndigheder og anklager dem for ikke at udlevere eksilprædikanten Fethullah Gülens tilhængere, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Samtidig hævder han, at Tyskland længe har huset militante medlemmer af Det Kurdiske Arbejderparti (PKK) og det venstreradikale parti DHKP-C.
- Vi har ingen forventninger til Tyskland, men I vil blive dømt i historien for at være medskyldige til terrorisme. siger Erdogan. Vi er bekymrede for, at Tyskland, der har beskyttet PKK og DHKP-C i årevis, er blevet til Gülen-terrorbevægelsens baghave, siger Erdogan.
Omkring 35 tyrkiske diplomater har ifølge New York Times søgt asyl i Tyskland. Mange af dem er under mistanke for at være tilhængere af Gülen.
Hvis de får asyl, kan det bidrage til at øge spændingerne mellem Tyrkiet og Tyskland.
/ritzau/