Tyrkisk familieminister vil rejse ind i Holland fra Tyskland

Udenrigsminister Mevlüt Cavusoglu fik ikke landingstilladelse i Rotterdam tidligere i dag.

Fatma Betul Sayan Kaya (længst til højre) vil transportere sig med bil til Rotterdam fra Tyskland, hvor hun allerede er for at deltage i møder. (Foto: © handout, Scanpix)

Når den tyrkiske udenrigsminister, Mevlut Cavusoglu, ikke må lande i Rotterdam med sit fly i dag, så finder de tyrkiske politikere bare andre måder at komme til tyrkere bosat i Holland på.

Det er melder det statslige tyrkiske nyhedsbureau, Anadolu.

Familieminister Fatma Betul Sayan Kaya vil nemlig transportere sig selv med bil til Rotterdam fra Tyskland, hvor hun allerede er for at deltage i møder. For Tyrkiets regering vil ikke lade sig stoppe af hollænderne i en tyrkisk valgkamp, hvor ministre fra Ankara vil vinde tyrkiske statsborgeres støtte i Holland.

Franske myndigheder oplyser lørdag aften, at udenrigsminister Cavusoglu ventes at komme til Frankrig søndag.

Sagen ekskalederede i dag, hvor udenrigsminister Mevlüt Cavusoglu ikke fik landingstilladelse i Rotterdam. Han skulle have deltaget i møder med tyrkiske vælgere i Holland i håb om at vinde støtte til præsident Recep Tayyip Erdogans plan om at ændre forfatningen. En reform, der vil give Erdogan flere beføjelser.

En rasende Erdogan har kaldt hollænderne for "levn fra nazitiden", og Hollands premierminister, Mark Rutte, har sagt, at han forstår Erdogans vrede.

Men Rutte siger dog også, at han mener, at bemærkningen om nazister er "helt ved siden af".

Holland havde på forhånd forbudt Cavusoglu at deltage i vælgermøderne og har forklaret beslutningen om at inddrage tilladelsen med sikkerhedshensyn.

Tyrkiet har siden truet med, at hollandske fly ikke må lande i Tyrkiet.

/ritzau