Tyrkiet opfordrer Tyskland til at vælge side

Tyrkiets udenrigsminister besøger Berlin. Striden mellem de to lande fortsætter efter aflyste valgmøder.

Den tyrkiske udenrigsminister Mevlüt Çavusoglu er i disse dage på besøg i Berlin. (Foto: © FABRIZIO BENSCH, Scanpix)

En længere strid mellem Tyrkiet og Tyskland tilføres ny ilt onsdag, hvor Tyrkiets udenrigsminister opfordrer Tyskland til at vælge side.

- Tyskland må beslutte om Tyrkiet er ven eller fjende, siger Mevlüt Çavusoglu, der besøger Berlin og den tyske udenrigsminister Sigmar Gabriel.

Udtalelsen er seneste udmelding i en længere strid mellem de to lande efter en række aflysninger af tyrkiske vælgermøder i Tyskland.

Godt 1,5 million tyrkere bor i Tyskland og har samtidig stemmeret i Tyrkiet.

De kan stemme ved den forestående afstemning om en tyrkisk forfatningsændring, der kan give landets præsident stor magt.

Derfor holdes der en række store valgmøder i Tyskland, hvor tyrkerne opfordres til at stemme. Men flere af møderne er blevet aflyst, fordi der ifølge de tyske myndigheder er for store sikkerhedsrisici.

Den tyrkiske udenrigsminister har kaldt aflysningerne for "systematisk undertrykkelse" ifølge det officielle tyrkiske nyhedsbureau Anadolu.

Onsdag siger han, at han er "meget bekymret" for aflysningerne, men at han igen ønsker at mødes med den tyske udenrigsminister på tyrkisk grund.

Forholdet mellem Tyskland og Tyrkiet har været køligt siden et forfejlet kupforsøg sidste år.

Kritikere har beskyldt den tyrkiske præsident for at benytte kuppet til at rense ud hos politiet, domstolene, hæren og lærere på universiteter.

/ritzau/AFP