Tyrkiet kræver 18 anholdte i Khashoggi-sag udleveret fra Saudi Arabien

En retssag i Tyrkiet vil være mere transparent og åben for internationale observatører, mener Tyrkiet.

En sikkerhedsvagt på vej ind på det saudiarabiske konsulat i Istanbul, hvor en kritisk journalist blev dræbt. Tyrkiet kræver de anholdte, som er mistænkt for mordet, udleveret fra Saudi Arabien. (AP Photo/Lefteris Pitarakis) (Foto: © Lefteris Pitarakis, Scanpix)

Anklagemyndigheden i Istanbul har anmodet Saudi-Arabien om at få udleveret 18 personer, som er anholdt i det arabiske kongerige i forbindelse med drabet på journalisten Jamal Khashoggi, skriver AP.

Anklagemyndigheden i Istanbul har udarbejdet en skriftlig anmodning om at få udleveret de 18 mistænkte, som "er involveret i planlagt drab", siger kilder fra justitsministeriet.

De saudiarabiske myndigheder har bekræftet, at 18 personer er anholdt, og at fem højtstående embedsmænd i den statslige administration er blevet afskediget, som led i efterforskningen af sagen.

Tyrkiet vil stå for retssagen

Embedsmænd i Istanbul siger, at Tyrkiet er bedre rustet til at stå for en retfærdig retssag end Saudi-Arabien.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har ifølge embedsmænd tidligere på ugen ringet til den saudiarabiske kronprins, Mohammad bin Salman.

De to ledere var enige om, at der er brug for "fælles bestræbelser, så der kan blive kaste lys over alle aspekter ved drabet". De talte i detaljer om den videre efterforskning af drabet, hed det efterfølgende.

Khashoggi gik ind på det saudiarabiske konsulat i Istanbul den 2. oktober, og han er ikke set siden. Tyrkiske embedsmænd siger, at Khashoggi, som skrev kritisk om Saudi-Arabien i The Washington Post, blev dræbt og parteret inde i konsulatet af et hold på mindst 15 saudiarabere.

Mindst en af de pågældende personer i holdet er tidligere blevet set i kronprinsens eget personlige følge.

/ritzau/Reuters