Tyrkiets parlament stemte tirsdag for at forlænge undtagelsestilstanden i landet med tre måneder frem til midten af juli.
Det betyder, at Tyrkiet til sommer har været i undtagelsestilstand i et år som følge af det mislykkede kupforsøg i juli 2016.
Resultatet af afstemningen i parlamentet var på forhånd ventet, fordi regeringspartiet AKP har flertal i den folkevalgte forsamling.
Forlængelsen af undtagelsestilstanden kommer to dage efter, at præsident Recep Tayyip Erdogan erklærede sejr i en folkeafstemning, der vil sikre flere beføjelser til præsidentembedet.
Den tyrkiske opposition fastholder, at der var betydelige uregelmæssigheder ved folkeafstemningen søndag.
Oppositionen vil formelt klage over resultatet, men de fleste iagttagere tvivler på, at klagen vil have en effekt.
Også EU-Kommissionen har opfordret den tyrkiske regering til at iværksætte en "transparent undersøgelse", efter internationale observatører har sat spørgsmålstegn ved, om processen omkring folkeafstemningen var retfærdig.
/ritzau/dpa