Recep Tayyip Erdogans drøm om at centrere større magt omkring den præsidentpost, som han selv forvalter, er rykket lidt nærmere virkeligheden.
Et flertal i parlamentet har ved en første afstemning stemt for reformer, der vil styrke Erdogans position.
Helt konkret blev de sidste to kapitler vedtaget i reformen på i alt 18 artikler.
Ved anden afstemning kræves flertal på tre femtedele, og der skal gå mindst 48 timer mellem de to afstemninger.
Lykkes det Erdogan at få reformen vedtaget i parlamentet, skal den efterfølgende til folkeafstemning i Tyrkiet.
Erdogans eget parti, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, sidder på 316 af parlamentets 550 pladser. Dermed kræves støtte fra andre, hvis præsidenten skal få sin vilje.
Lederen af det ultranationalistiske parti MHP, Devlet Bahçeli, støtter reformen.
/ritzau/