Præsident Recep Tayyip Erdogans regeringsparti, AKP, har i dag i parlamentet fremlagt et forslag til en ændring af forfatningen.
Vedtages reformen, vil Erdogan få større magt. Den vil også åbne mulighed for, at den magtfulde leder kan regere i Tyrkiet indtil 2029.
Forslaget, som har været længe undervejs, kan også føre til ændringer af domstolenes virke.
AKP har ikke mandater nok til at gennemføre reformen på egen hånd. Derfor har partiet været i drøftelser med nationalisterne fra MHP.
Reformforslaget har været Erdogans drøm længe. Men den manglende opbakning fra de øvrige partier har gjort det vanskeligt at gennemføre.
Det Republikanske Folkeparti (CHP) og det prokurdiske Folkets Demokratiske Parti (HDP) har sagt, at de vil stemme imod reformerne.
Forsøgte at vælte præsidenten
Kræfter i militæret forsøgte i sommer at vælte præsidenten ved et kup, men det blev nedkæmpet i løbet af bare få timer.
Siden har regeringen gennemført en omfattende udrensning blandt offentligt ansatte, embedsmænd, militærfolk, politifolk og ansatte ved domstolene.
Fjenden er ifølge Erdogan den i USA bosiddende prædikant Fethullah Gülen og hans bevægelse i Tyrkiet.
Gülen har grundlagt den såkaldte Hizmet-bevægelse. Bevægelsen er omstridt og beskrives både som en moderat, moderne religiøs bevægelse, og som en sekt der arbejder for at overtage samfundet.
Gülen har afvist beskyldningerne.
Regeringen har lukket flere end 550 institutioner, som ifølge myndighederne er forbundet til Gülen.
/ritzau/Reuters