Jagten på bagmændene bag weekendens mislykkede kup mod præsident Erdogan - og deres støtter - foregår ikke kun i Tyrkiet, men også flere steder i Europa.
I Sverige opfordrer Erdogans tilhængere til at angive folk, der støtter Erdogans rival, den 75-årige tidligere imam Fehtullah Gülen, som Erdogan har anklaget for at stå bag kupforsøget. Det skriver nyhederne på Sveriges Radio.
I en svensk Facebookgruppe for personer, der støtter Erdogans parti, AKP, kan man finde et opslag med et nummer til de tyrkiske myndigheder, hvor man kan komme med oplysninger på folk, der støtter Gülen og hans bevægelse:
- Giv agt! Giv agt! Vi opfordrer alle til at indberette alle institutioner og organisationer i ind-og udland, alle terroristreder forklædt som skoler, alle finansielle støtter og alle pengeindsamlinger, der støtter eller er forbundet med Fethullah Gülens terrororganisation, står der i opslaget.
Nummeret fører til det tyrkiske præsidentsekretariat, der bekræfter over for Sveriges Radio, at de er interesserede i alle oplysninger om Gülen-tilhængere, inklusiv adresse. Ifølge Sveriges Radio er det de tyrkiske myndigheder, der står bag opfordringen.
Også i Tyskland og Belgien har kupforsøget og den efterfølgende heksejagt på kupmagere resulteret i demonstrationer for hhv. Erdogan og Gülen.
Den tyrkiske ambassadør i Sverige Kaya Türkmen siger, at han finder det naturligt, at den tyrkiske stat er interesseret i sådanne aktiviteter i Sverige.
- Bare fordi folk bor i udlandet, fratager det dem ikke fra ansvar, siger han til Sveriges Radio.