Kupforsøg skaber spændinger blandt tyrkere i Danmark

Tonen er hård mellem Erdogan-tilhængere og -modstandere i Danmark efter weekendens kupforsøg i Tyrkiet.

I Tyskland har der været overfald og demonstrationer efter kupforsøget i Tyrkiet. Trods spændinger i Danmark også forventer Tyrkiet-kender ikke voldelige demonstrationer. (Foto: © Yasin Akgul, Scanpix)

Spændingerne tager til i den dansk-tyrkiske befolkning efter weekendens kupforsøg, skriver Berlingske.

På Slagelse Privatskole har spændinger resulteret i hærværk. Skolen, der har en overvægt af elever med tyrkisk baggrund, blev i weekenden oversprayet med forkortelserne AKP og RTE med henvisning til præsident Recep Tayyip Erdogan og hans parti.

Også på de sociale medier oplever Özlem Cekic, debattør med tyrkisk-kurdiske rødder, og folketingsmedlem Yildiz Akdogan (S) med tyrkiske rødder, spændinger.

Cekic støtter hverken Erdogan eller kupforsøget, og det har fået flere danske tyrkere tl at kritiserer hende for ikke at støtte præsidenten.

Samme oplevelse har Yildiz Akdogan, mens imam Fatih Alev, der har udtalt sig positivt om Erdogan i forbindelse med kupforsøget, ikke genkender billedet.

I Tyskland har flere tusinde tyske tyrkere demonstreret, og en Erdogan-kritisk journalist er overfaldet.

Forskellen på reaktionen i Tyskland og Danmark skyldes ifølge Deniz Serinci, journalist og historiker med tyrkisk-kurdiske rødder, at mange tyrkere i Tyskland har en akademisk baggrund, mens det ofte var tyrkiske bønder, der immigrerede til Danmark.

Trods spændingerne er Deniz Serinci ikke bekymret for, at situationen vil udvikle sig som i Tyskland. Han påpeger, at danske tyrkere ikke har samme tradition for voldelige demonstrationer.

/DR Nyheder/