Twitter-konto med IS-forbindelser viser billede af formodet gerningsmand

Myndighederne understreger, at det er for tidligt at sige, om gerningsmanden har forbindelser til terrororganisationen.

Det var på natklubben 'Pulse' i Orlando, at 50 personer natten til søndag mistede livet. (Foto: © GERARDO MORA, Scanpix)

En Twitter-konto, der har forbindelser til terrororganisationen Islamisk Stat, har angiveligt offentliggjort et billede af den formodede gerningsmand bag nattens skudmassakre i Orlando, Omar Mateen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I en tekst til fotoet står der, at det er "manden, som udførte angrebet på natklubben i Florida, hvor 50 mennesker blev dræbt og dusinvis såret."

Ifølge Reuters har det dog ikke været muligt at få bekræftet, om der rent faktisk er tale om Omar Mateen.

Og Islamisk Stat har ikke udsendt nogen official udtalelse om nattens massakre.

Andre Twitter-konti, som også er tilknyttet Islamisk Stat, har ifølge Ritzau tweetet billeder af den samme person, og støtter af den ekstremistiske gruppe jubler ifølge nyhedsbureauet over angrebet på de sociale medier.

Myndigheder: Intet bekræftet endnu

De amerikanske myndigheder har dog efterfølgende oplyst, at der ikke er nogen "umiddelbare beviser for nogle direkte forbindelser mellem det værste masseskyderi i USA's historie og Islamisk Stat eller andre udenlandske ekstremistiske grupper".

Bill Nelson, der er senator i Florida, udtalte dog tidligere på eftermiddagen, at der ifølge efterretningsfolk er "en vis forbindelse til Islamisk Stat":

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:575d904ea11f9f17c867aff0

Den udtalelse trak han dog tilbage kort tid efter og sagde i stedet, at efterretningsfolk mente, at der var et link til "radikalisme", men ikke nødvendigvis Islamisk Stat.

Rick Scott, der er republikansk guvernør i Florida, har udtalt på en pressekonference, at "der tydeligvis er tale om en terrorhandling".