Da en ung studerende i går hev sit våben frem og skød mod intetanende badegæster i den nordlige del af feriebyen Sousse, gik han målrettet efter at ramme udenlandske turister.
Forinden råbte han til flere lokale, at de skulle 'gå væk' og 'forsvinde', inden han tog det våben frem, som han havde gemt under en parasol.
Det fortæller den 19-årige Khalid til DR Nyheder. Han var i går på arbejde på stranden ud for det femstjernede Riu Imperial Marhaba Hotel, som ligger nær stranden i den nordlige del af feriebyen Sousse.
Her passede han sit job med at udleje strandstole til turister, da attentatmanden i badeshorts gik til angreb.
Lokale blev bedt om at forsvinde
Khalid havde ikke studset over gerningsmanden, før han begyndte at råbe til de lokale, at de skulle forsvinde fra stranden.
Herefter åbner gerningsmanden ild mod turisterne på stranden, inden han fortsætter mod det femstjernede hotel, hvor han skyder mod gæster ved swimmingpoolen og i hotellobbyen.
Dødstallet efter angrebet er ifølge flere medier steget til 39 – heriblandt 15 briter ifølge det britiske udenrigsministerium. Også tyske og belgiske turister skulle være blandt ofrene.
I dag – et døgn efter det blodige terrorangreb – er folk i Sousse fortsat dybt chokerede, fortæller DR’s korrespondent Michael S. Lund fra turistbyen. Det store spørgsmål, som de alle rejser, er hvorfor netop deres by blev til et terrormål.
Et angreb på hele Tunesien
Mange af de lokale siger: ’Det her er jo ikke bare et angreb på vores strand eller det her turiststed, men det er et angreb på hele Tunesien’, fortæller Michael S. Lund.
Mange af turisterne i området har enten allerede forladt landet – eller er på vej til det, og det kommer formentlig til at ramme den tunesiske økonomi, hvor turisme er en væsentlig indtægtskilde.
Over seks millioner turister har hvert år Tunesien som destionation, og det anslås, at turisme udgør 15,2 procent af landets bruttonationalprodukt.
Enkelte turister er dog blevet i landet. De føler sig forpligtede til at støtte turismen efter angrebet, fortæller Michael S. Lund.
For dem, der er blevet tilbage efter angrebet, er det en helt anden by, de kan kigge på.
På stranden ligger der blomster og politiet patruljerer langs vandkanten, mens der i gaderne er udstationeret soldater, fortæller han.
Gerningsmanden blev dræbt af sikkerhedsvagter, og ifølge Rafik Chelli, en højtstående embedsmand i det tunesiske indenrigsministerium, havde myndighederne ikke kendt til ham som mulig jihadist.