Korrespondent: Turister er det ultimative mål i Tunesien

Angreb mod turister skaber mere opmærksomhed. Samtidig rammer det Tunesien økonomisk.

Turister er et oplagt mål for angreb i Tunesien, siger DR Nyheders mellemøstkorrespondent Michael S. Lund. Arkivfoto. (Foto: © BECHIR BETTAIEB, Scanpix)

Det er formentlig ikke nogen tilfældighed, at et angreb i Tunesien havde turister som mål.

Det siger DR Nyheders mellemøstkorrespondent Michael S. Lund efter at mindst 27 mennesker er meldt dræbt i det, der ifølge korrespondenten ligner et terrorangreb.

- Grunden til at man går efter turister er, at man ved, det skaber opmærksomhed. Det giver simpelthen mere dækning i de internationale medier, når det er vestlige folk, der bliver dræbt, fortæller han om angrebet i turistbyen Sousse.

Foruden den maksimale opmærksomhed vil angrebet mod turister også ramme Tunesien hårdt. Ifølge tal fra World Travel & Tourism Council stammer 15,2 procent af Tunesiens BNP fra turisme. Det kan i sig selv være en grund til at have turister som mål.

- De kan ramme et land som Tunesien økonomisk ved at skræmme turister fra at rejse dertil, konkluderer Michael S. Lund.

Ligner et planlagt angreb

Meldingerne fra Sousse går på, at der har været flere gerningsmænd involveret i angrebet, fortæller mellemøstkorrespondenten:

- Man har på den måde planlagt det. Der går også historier i lokale medier, om at de skulle være trænet et eller andet sted, men det kan vi ikke få bekræftet.

- Men det er jo ikke noget der specielt svært at planlægge. Det kræver i virkeligheden bare en kalashnikov og viljen til at dø for sin sag, så det er ikke noget der nødvendigvis kræver den helt store organisering.

Det er endnu uklart hvor vidt gerningsmanden eller gerningsmændene er tilknyttet en organisation.